Her er første bud på et kodeks, der tager favntag med systemet

Jeg deltog i debatmødet, som Etisk Råd netop har afholdt på Christianborg om det bedste og det værste ved diagnoser. De tog bla. udgangspunkt i ADHD, depression og funktionelle lidelser. Jeg vidste godt at Etisk Råd ikke ville komme med anbefalinger, men ved dagens afslutningen måtte der alligevel godt være kommet noget konkret på bordet.

Flere paneldeltagere udtalte sig nemlig om lægens møde med patienten. Der blev bla. sagt noget i retning af, at vi selvfølgelig går ind for evidensbaseret behandling, men at det må ikke ske på bekostning af dannelse. Det lyder flot, men dannelse bliver alligevel ofte tilsidesat til fordel for systemkrav og retningslinjer. 

Det sker når man er presset, og derfor er det nødvendigt at være meget specifik og firkantet i målet med at sætte patienten i centrum, og visionen om at tage beslutninger i samarbejde med patienten osv.   Vi skal være dannede og vi skal møde mennesket med respekt.  I mange år har vi kæmpet med diskurser som satte lægens (måske endda alle fagprofessionelles?) viden højere end patientens, og det sker stadig. Mange familier oplever også denne magtforvridning i mødet med skolelærere, sagsbehandlere, PPR-psykologer osv. Jeg erkender, at der blæser nye nye vinde med recovery og empowerment bevægelserne, men jeg har mine tvivl om de er stærke nok.

For det første er der stadig ældre læger og andre professionelle, der er styret af tanker om at den enkelte borger eller patient ikke selv kan vurdere, hvilken hjælp han eller hun har brug for. Altså offentligt ansatte der mener at "de svage" skal beskyttes, og det betyder, at de og deres forældre slet ingenting kan. 

Børn og deres forældres viden bliver undertrykt i et system, hvor der slet ikke findes noget man selv bør beslutte eller have magt over eller blot have medbestemmelse over.     For det andet maser NPM's systemkrav og forfejlede ideer om kortsigtet effektivitet og akkreditering sig frem på en måde, der styrker "vi alene vide" tilgangen og dermed svækker muligheden for at levere ninger. Det har jeg skrevet om i flere blogs allerede, men opråb og patient empowerment rækker ikke til nødvendige forandringer.    Derfor er der behov for nogle nagelfaste etiske retningslinjer, som vi kan bruge, når systemet eller andre forhold presser almindelig sund fornuft og inddragelse af børn, unge og deres forældre. Etisk Råd kunne egentlig sagtens have kommet med forslag til retningslinier for det gode møde med det menneske vi skal hjælpe, uanset om vi er læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere eller noget helt tredje. Og uanset om mødet sker i hospitalsvæsenet, i kommunen, på skolen eller i børnehaven.    Det gjorde Etisk Råd bare ikke, så nu beder jeg i stedet om din hjælp. Lad os lave dem sammen.    Børne- og ungdomspsykiatere går på tværs af sektorer Etisk Råd har i udspillet om diagnoser fokus på sundhedsvæsenet, men det handler lige så meget om socialvæsenet.    Der er en glidende overgang mellem de to "væsener", og derfor giver det god mening for mig, at tale om både social- og sundhedsvæsnet, selvom de nogle gange kan være lige så forskellige som to forskellige nationalstater, og måske endda modarbejde hinanden lige så indædt.    Vi har i Børne-og ungdomspsykiatrien nogle ret gode retningslinier for hvordan vi mødes med børn, unge og deres forældre. Både i mine daglige møder med kolleger, og når jeg underviser yngre læger, er vi meget enige om, hvordan vi gerne vil udøve vores lægegerning. Men det er jo holdninger, og udtrykker ikke nødvendigvis en norm, som vi alle sigter efter at respektere.    Jeg oplever i mit daglige lægearbejde, at retningslinjer kan være en god rygstøtte, hvis systemkrav prøver at skubbe til mig. Hvis jeg f.eks. bliver mødt med systemkrav der ikke er hensigtsmæssige, er det rart at kunne sige: "Vi skal sætte patienten og patientens behov i centrum, så derfor gør vi lige i denne situation det lidt anderledes."   Jeg har søgt efter, om der findes et kodeks eller nogle fornuftige retningslinier for os sundheds- og socialprofessionelle, der møder borgeren i svære situationer.     Med inspiration fra vores daglige møde med mennesker i Børne- og Ungdomspsykiatrien, har jeg lavet et udkast til retningslinjer for god professionel opførsel i social- og sundhedsvæsenet - måske kan det blive et kodeks for menneskers møde med mennesker i stærke systemer.   Udkast til retningslinjer for god professionel opførsel i social- og sundhedsvæsenet:   ⦁ Vi spørger ikke om problemer før vi har opbygget god relation, der bygger på en fælles forståelse af personens kompetencer og håb.   ⦁ Vi undersøger altid hvilken visdom der findes i familie og netværk som kan bidrage til at adressere problemerne i menneskers liv.   ⦁ Vi bruger aldrig et objektiviserende sprog i nogen samtale noget sted, uden først at overveje hvordan det menneske vi taler om og med ville opleve det, eller hvordan den sprogbrug ville påvirke vores egen tilgang til det menneske.   ⦁ Det er uprofessionelt ikke aktivt at overveje og diskutere hvordan vores egne holdninger til socialklasse, køn, race, sexuel orientering, nationalitet og sprogkundskaber påvirker vores samarbejde med de mennesker vi skal hjælpe.   ⦁ Vi beder rutinemæssigt de mennesker vi skal hjælpe om deres tilbagemeldinger på hvad de synes om den retning behandlingen har og hvilken effekt vores handlinger har på dem.   Kom med dit bud til forenklinger, forbedringer og formuleringer, der kan gøre mit udkast endnu bedre. Så kan vi måske skabe en ny bevægelse og en forventningsafstemning mellem mennesker, der arbejder i systemet og mennesker, der -ikke skal møde systemet -men skal møde mennesker der arbejder i systemet.