Der er og har længe været personaleflugt i Region Hovedstadens Psykiatri, alle slags medarbejdere forlader os. Det skal stoppes.
I medarbejderkredse kaldes organisationens kultur en mistillids- eller en angstkultur. Det er ødelæggende for vores behandling af patienterne. Vi ved fra mange studier, at medarbejdere i helt almindelige virksomheder møder sine kunder på samme måde, som medarbejderne og lederne møder hinanden. Så kulturen i virksommen afspejler sig direkte i den måde kunderne mødes på.
I psykiatrien betyder det, at det er enormt svært at være en god behandler. For man skal ryste sin medarbejderstemning af sig, inden man går ind og taler med patienten. For ellers kan man ikke møde patienten med respekt, tillid, håb og nysgerrighed.
Det kræver psykisk overskud at arbejde i Psykiatrien
Det er hårdt at være i psykiatrien, at arbejde med de af vores medmennesker, der er ramt af sindssygdom. Man ønsker at tage deres store smerte væk, men det kan man ikke bare her og nu. Ofte tager det lang tid, og undervejs oplever man mange rædselsfulde og svære ting. Man kan blive spyttet på, slået på og kaldt de grimmeste gloser. Andre gange sidder man med et menneske der er ramt af den dybeste sorg og bare ønsker at dø. Ofte sidder man i samtaler hvor al logik er gået fløjten og man skal forhindre, at ens medmenneske gør skade på sig selv eller sin nærmeste, man skal forhindre fysisk og psykisk smerte. I alle de situationer skal man bevare roen og empatien, og man skal kunne tænke hurtigt og kreativt. Det kan alle de dygtige medarbejdere, når de har overskud. Når de har overskud, kan de være der for deres medmennesker med respekt, tillid, håb og nysgerrighed.
Vi må ikke miste troen på at vi kan hjælpe, og at det nok skal blive godt.
Behandlerne i psykiatrien skal kunne skabe den rolige og tillidsfulde stemning, der gør det muligt for et medmenneske at sige ja tak til hjælp. Det er meget nemmere, når de arbejder i en organisation hvor der er en rolig og tillidsfuld stemning. I en organisation hvor der er gensidig respekt, tillid, håb og nysgerrighed.
Derfor forsøger ledere og politikkere hele tiden at tale om ting, der kan give medarbejderne håb og tillid til dem. De taler f.eks. om fokus og forenkling, eller ændrer ydelsesstyring til ugeplaner, og de taler om at indføre en åbenhedskultur. Men der skal meget mere til end slagord.
I slutningen af 2016 besluttede Psykiatriudvalget at gøre noget helt andet. De indkaldte medarbejdere til samtale.
”Vi vil gerne høre hvad I tænker om at arbejde i Psykiatrien og Børne- og Ungdomspsykiatrien” sagde de. Det blev til et samtale- og et dialogmøde for 200 mennesker i september i år.
Jeg håber og tror på, at dette møde mellem politikkerne og medarbejdere, ledere og administration var den første konkrete handling, der kan føre os i den rigtige retning. At vi fik lagt den første sten på det rette sted, til et fundament for en kultur hvor stemningen er rolig og tillidsfuld, hvor alle møder hinanden med med respekt, tillid, håb og nysgerrighed.
Virkelig gode konklusioner på mødet
Psykiatriudvalgets formand, næstformand for VMU og vores direktør aftsluttede mødet. Her de de ting jeg hæftede mig ved:
- Vi skal ændre vores kultur til en dialogkultur eller en vi-kultur. Vi skal sikre at medarbejdere, administration og ledelse og møder politikkerne med respekt, tillid, håb og nysgerrighed. Så kan politikkerne få de gode svar på deres spørgsmål, som gør det muligt for dem at lave meget bedre politiske forlig. Så kan de få flere kræfter til at kæmpe for psykiatrien.
- Vi skal ændre kulturen, så alle ledere møder alle medarbejdere med respekt, tillid, håb og nysgerrighed. De skal blive ved med at stille spørgsmål, indtil de opnår en fælles forståelse af problemerne, og medarbejderne og ledere sammen kan finde og beskrive hvad løsningen er. Så kan lederne tage meget bedre beslutninger.
- Medarbejderne skal komme til deres ledere med konstruktiv kritik, store tanker og kreative ideer om forbedringer og blive mødt af en åben og nysgerrig person, der har tid og lyst til at lytte og gå i dialog. En ledelse, der aldrig står i vejen for medarbejdernes store tanker eller kreative ideer, men ved at alle ideer skal undersøges for at sikre, at alt det gode medarbejderne kan bidrage med bliver brugt.
Vi skal skabe den kultur der giver de bedst mulige rammer for at være en god behandler.
Selvfølgelig tager det tid at ændre en gammel kultur, der måske bliver fatshold af økonomisk smalhals og generationers foragt for psykisk lidelse. Men jeg forestiller mig, at ledere og medarbejderne langsomt vil opleve at der kommer mere ro i organisationen, med rutiner og retningslinjer, der giver patienterne sikkerhed, og samtidig frigiver energi til at tænke kreativt i forhold til det enkelte medmenneske.
I en sådan organisation bliver behandlingen af vores medmennesker med sindsygdom meget bedre. Der vil blive mindre tvang, bedre og kortere indlæggelser, mere individuelt tilrettelagt forløb hvor pårørende er inddraget hele vejen, fordi der bliver fælles beslutningstagning. Der kommer mere recovery og empowerment, både af patienter og medarbejder, af ledere og politikkere.
Jeg er sikker på, at vi kan finde vejen, og at viljen er der. Jeg glæder mig, efter mødet
Det er så sjældent politikkerne får ros eller tak. Derfor vil jeg meget gerne sende en stor tak til de politikkere der tog initiativ og skabte en samtale og gik dialog med os. Det var Anne Ehrenreich, Erik Rosted Gregersen, Hanne Andersen, Karsten Skawbo-Jensen, Marianne Frederik, Sophie Hærstorp Andersen, Susanne Due Kristensen og Susanne Langer Bang. Tak!
