Ansat i ministerium idømt samfundstjeneste for bestikkelse

Ledelse

21/01/2017 12:01

Daniel Holst

En 56-årig mand fik fladskærm og mobiltelefon til spotpris fra it-leverandøren Atea. Han ankede dommen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En 56-årig ansat i et ministerium er fredag ved Retten i Glostrup blevet idømt 40 dages fængsel for at have modtaget bestikkelse.

Han slipper dog for at skulle i fængsel, hvis han udfører 60 timers samfundstjeneste.

Manden har ligesom en stribe andre offentligt ansatte været tiltalt for i tjenesten at modtage gaver fra it-leverandøren Atea. 

Konkret var den 56-årige tiltalt for - og er altså nu dømt for - at have købt et fladskærms-tv og en mobiltelefon til en pris, der var meget lavere, end den egentlig burde være.

Således betalte han kun 8750 kroner for et tv, der var 21.995 kroner værd, og 1500 kroner for en mobiltelefon, som var 4500 kroner værd.

Tidligere er fire mænd blevet dømt i sagen. Tre af dem har valgt at anke deres domme til Østre Landsret. To af mændene er idømt ubetinget fængsel i henholdsvis fire og to måneder.

To andre mænd mand har også været for retten, og de blev begge frifundet tidligere på ugen.

Tirsdag blev en 53-årig mand frifundet for anklagen om bestikkelse. 

Manden modtog tilbage i 2010 et fjernsyn til 20.000 kroner fra Atea. Men det skete, efter at mandens ansættelse i DSB var ophørt, og derfor var der ifølge retten ikke tale om bestikkelse.

Torsdag blev en medarbejder fra Rigspolitiet frifundet.

Han var tiltalt for at modtage en iPad til en værdi af 6100 kroner. Det viste sig, at han havde lånt den i en periode og derefter havde leveret den tilbage. 

En salgschef fra Atea forklarede, at han ganske vist havde fået det til at se ud som om, medarbejderen hos Rigspolitiet havde fået iPaden, men at han - altså salgschefen - havde givet den til sig selv.

Den 56-årige mand, som fredag blev dømt i sagen, valgte i samråd med sin forsvarer, advokat Peter Trudsø, at anke dommen til Østre Landsret for at blive frifundet.

Han har under sagen været beskyttet af navneforbud, og Retten i Glostrup besluttede, at det fortsat skal være gældende under anken.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.