Bestikkelsessag: Atea-direktører skulle godkende smøring

Ledelse

08/12/2016 13:13

Nick Allentoft

Interne mails fra it-leverandør taler åbent om "smøring" og "smørelse" i bestikkelsessag. 47-årig for retten.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hos it-leverandøren Atea var det efter alt at dømme helt almindeligt at levere elektronik til spotpriser - hvis ikke gratis - til kunder. Også til offentligt ansatte.

Og "smøringen" eller "smørelsen", som det blev kaldt, skulle godkendes på direktørniveau.

Bestikkelsesskandalen fra Region Sjælland

Bestikkelsesskandalen begyndte i Region Sjælland og spredte sig siden til en række andre offentlige myndigheder. Sagen er kaldt Danmarkshistoriens største, og har tråde til flere andre myndigheder. IT-giganten ATEA spiller en central rolle.

Læs alt om skandalen her. 

Det fremgår af en intern mailkorrespondance, som torsdag er blevet fremlagt ved Retten i Glostrup. Her er en 47-årig mand tiltalt for at have ladet sig bestikke af en medarbejder hos Atea.

Den 47-årige er ansat som edb-medarbejder i et ministerium, og to gange købte han elektronik og fotoudstyr hos Atea. Men han betalte kun halv pris. Han nægter sig skyldig i anklagen om bestikkelse.

Sagen er den anden i en længere række. Tirsdag i denne uge blev to mænd idømt ubetinget fængsel i henholdsvis to og fire måneder i samme sagskompleks. En tredje mand fik en betinget dom og 40 timers samfundstjeneste.

Anklager Stefan Møller Jørgensen fra Bagmandspolitiet har onsdag læst en mailkorrespondance op. Mailene blev udvekslet tilbage i 2010 mellem en daværende direktør i Atea og en chef for kundepleje, customer care.

I mailene bliver der talt om, at "al smørelse og under kost (varer solgt under kostpris, red.) skal godkendes af salgsdirektøren".

Og udtrykkene "smøring" eller "smørelse" optræder flere gange i de fremlagte mails.

Et vidne fortæller desuden, at han som salgschef i Atea også har hørt udtrykkene. Han kender dog ikke til, at der skulle være tale om bestikkelse.

I den sag, som blev afgjort tidligere på ugen, blev der også lagt en mail frem, hvor der blev talt om "at smøre" offentligt ansatte. Den mail var fra januar 2008.

I mailen blev salgscheferne instrueret om ikke at bruge Apple-produkter som smørelse. De var for dyre, og på bare én måned havde man brugt 76.000 kroner.

Der ventes at falde dom i sagen mod den 47-årige sidst på eftermiddagen torsdag.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.