Børns kræsenhed skyldes forældrenes spisevaner

Velfærd

09/11/2015 08:41

Nick Allentoft

Børns kræsenhed er ikke genetisk, men skyldes madvaner i familien, konkluderer forskere bag masseeksperiment.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis maden på middagsbordet ikke falder i børnenes smag, så kan forældrene med rette se sig i spejlet for at finde årsagen til podernes kræsenhed.

Børns smagspræferencer er nemlig først og fremmest tillærte, konkluderer smagsforskere fra Københavns Universitet på baggrund af et eksperiment blandt godt 19.000 børn og unge fra folkeskolen og ungdomsuddannelserne.

Hidtil har forskerne arbejdet med en tese om, at en del af forklaringen på børns kræsenhed kunne være, at vi fra naturens side er udstyret med forskellig smagssans.

Men den idé kan man ifølge sensoriker og forsker Michael Bom Frøst ved Københavns Universitet nu endegyldigt kassere.

- Lærebøgerne skal så at sige skrives om. Vi ved nu, at børn kan lære at sætte pris på al mad, blot de er i det rette miljø, hvor de bliver præsenteret for mange forskellige slags fødevarer, siger han.

Samlet har 19.336 drenge og piger fra 0.-klasse til gymnasiealderen deltaget i Masseeksperimentet 2015, hvor de i klasseværelserne har smagt på og lugtet til et særligt "forsøgskit", som forskerne havde sammensat.

Herefter har eleverne noteret deres observationer i et skema og svaret på spørgsmål om deres baggrund, madvaner og forhold til mad, de ikke kender.

En af de skoler, der har deltaget i eksperimentet, er Billums Privatskole i Kgs. Lyngby.

Her oplevede naturfagslærer Thomas Brasen, at eleverne i hans 7.-klasse tog godt i mod forsøget med de små duft- og smagsprøver.

- De syntes, at det var sjovt at være en del af et større eksperiment, siger han.

Begejstringen for selve indholdet af prøverne var dog ikke lige stor i alle smagsvarianterne, hvor eleverne især havde det svært med prøven med norsk myseost i pulverform.

- Der var der en flittig trafik hen for at spytte i vasken og skylle munden, siger Thomas Brasen.

- Men der var faktisk en af eleverne, der synes så godt om myseosten, at han fik resten af posen med hjem, siger han.

Eksperimentet var en del af den årlige Dansk Naturvidenskabsfestival i uge 39, hvor i alt 30.000 elever fik tilsendt "prøvekittet".

I alt deltog 1.310 klasser fra hele Danmark.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.