Børsting formand for ny seniortænketank

Ledelse

31/05/2018 11:40

Freja Eriksen

Ældre skal arbejde længere, mener regeringen og Dansk Folkeparti, som nedsætter en tænketank for seniorer.

Regeringen og Dansk Folkeparti nedsætter en tænketank med LO's tidligere formand, Harald Børsting, som formand. Tænketanken skal give ældre et bedre arbejdsliv, så flere venter med at gå på pension. 

Det oplyser beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). 

Tænketanken skal forbedre mulighederne for, at seniorer kan fortsætte i job. Ud over Harald Børsting får tænketanken otte sagkyndige og otte repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter. 

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

De skal være færdige med arbejdet i sommeren 2019. Beskæftigelsesministeren mener, at ældre er en vigtig reserve for virksomhederne. 

- Tænketanken skal være med til at sætte fokus på, hvordan vi i fællesskab kan sikre, at endnu flere seniorer kan og vil blive på arbejdsmarkedet, siger han i en skriftlig kommentar. 

Tænketanken skal blandt andet se på, hvordan man får ledige ældre i arbejde. 

- Store årgange er på vej mod pensionsalderen. Og i løbet af de næste 20 år vil aldersgruppen over 70 år vokse med ca. 50 procent. Der er derfor brug for, at vi alle arbejder i flere år, hvis vi gerne vil bevare et stærkt velfærdssamfund, siger Troels Lund Poulsen. 

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) er meget tilfreds med Seniortænketanken, som Dansk Folkeparti har krævet. 

- Seniortænketanken skal komme med forslag til, hvordan det bliver muligt og attraktivt for seniorer at blive længere på arbejdsmarkedet, siger Bent Bøgsted. 

Harald Børsting påpeger, at danskerne lever længere og har flere raske leveår. Det betyder, at flere arbejder længere. 

- Jeg håber, at vi med tænketankens arbejde kan være med til at inspirere flere ældre til frivilligt at blive længere på arbejdsmarkedet. Vi vil se nærmere på eventuelle barrierer - og årsager til, at mange forlader arbejdsmarkedet, siger Harald Børsting. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce