Danmark bliver stadig bedre til energi

Bæredygtighed

11/12/2013 10:55

Freja Eriksen

Effektiv brug af energien og meget høj forsyningssikkerhed giver Danmark flotte karakterer i ny undersøgelse.

Danmarks energisystem er nummer seks på verdensranglisten. Og inden for EU ligger Danmark på en samlet tredjeplads med topplaceringer inden for forsyningssikkerhed og bidrag til økonomisk vækst.

Det vurderer World Economic Forum (WEF). Tænketanken har sammen med det globale konsulentfirma Accenture og et ekspertpanel gennemgået energisystemer i 124 lande og rangordnet dem efter en række kriterier. Danmark er rykket to pladser op siden 2012.

De tre bedste pladser på WEF's globale liste sidder Norge, New Zealand og Frankrig på. I EU ligger Danmark efter Frankrig og Sverige. 

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) er "utrolig glad" for, at forsyningssikkerhed i det danske system går hånd i hånd med gode vækstbetingelser for industrien. 

- Dette taler direkte imod de myter, som i øjeblikket spreder sig i dele af oppositionen - nemlig at den grønne transformation, Danmark er i gang med, koster penge og jobs. Vi har nu en helt uafhængig kildes ord for, at det ikke er tilfældet, siger Lidegaard til Ritzau.

Danmark ligger dog i den tunge ende med udledning af CO2 og NOx (kvælstofilter) samt transportsektorens forurening, viser den såkaldte benchmarking. Hvad angår bæredygtighed, ligger Danmark i midterfeltet.

- Der er stadig plads til forbedringer, men det er også okay som dansker at glæde sig et øjeblik.

- Vi har, overordnet set, et af de mest velfungerende, moderne og effektive energisystemer i verden, også selv om vi glemmer alt om klima og miljø, siger Lidegaard.

Direktør Lars Aagaard fra brancheforeningen Dansk Energi glæder sig over førstepladsen på to områder, hvor energiselskaberne spiller en nøglerolle - energieffektivitet og elnettets kvalitet. Erhvervslivets elafgifter er halveret på bare to år, tilføjer han. 

/ritzau/

 

 

Mest Læste

Annonce