Det bliver billigere at dumme sig med rejsekortet

Velfærd

19/12/2014 15:26

Suleman Haider

17 problemer for rejsekortet er blevet løst, blandt andet halveres forudbetalingen for det omstridte kort.

Når du begynder en rejse med offentlig transport og tjekker ind med dit rejsekort, så halveres forudbetalingen fra 50 kroner til 25 kroner.

Den billigere forudbetaling effektures i midten af januar.

Det er resultatet af et møde mellem transportminister Magnus Heunicke (S), Folketingets transportordførere og selskabet bag det omstridte rejsekort.

- Bredt politisk er vi tilfredse med, at man har leveret en oprydningsplan, som er den mest fundamentale ændring af rejsekortsystemet, siden det blev indført, erklærer ministeren.

I alt har Rejsekort A/S fundet løsninger på 17 problemer, som politikerne har præsenteret dem for. 

Blandt meget andet sænkes bøden for at glemme at tjekke ind på ny ved skift af transportmiddel fra 50 til 10 kroner. 

Desuden vil der blive udviklet en app, som skal gøre det muligt at tjekke ud med en mobiltelefon, hvis man glemmer det på stationen eller i bussen. 

- De største problemer forventes løst i starten af året, meddeler ministeren.

Rejsekortet kom på ny i fokus i november, da Ekstra Bladet kunne beskrive, hvordan mere end 800.000 rejser var sluttet uden tjek-ud i årets første 10 måneder.

Direktøren for Rejsekort A/S, Bjørn Wahlsten, understreger, at trods det høje tal, så bliver der tjekket ud på 98,4 procent af rejserne, men ministeren vil have dette niveau højere op.

- Når man ser på Nordjylland, så ligger de på 99,3 procent, som husker at tjekke ud, og det, synes jeg, er tilfredsstillende, siger Magnus Heunicke.

Og Bjørn Wahlsten er med på målsætningen.

- Vi skal gøre det utrolig enkelt for alle dem, der gerne vil bruge kortet i den rigtige ånd, og med mulighed for - efter indmelding (via en kommende app, red.) - så anser jeg det ikke for urealistisk, siger han. 

Rejsekortdirektøren påpeger dog, at et manglende tjek-ud ikke nødvendigvis er et udtryk for en forglemmelse.

- Det er et system, der er lavet til ærlige mennesker, men jeg ved, at der en del, der forsøger at udnytte systemet. Dem holder vi øje med, og nogle af dem skriver vi også et venligt brev til, forklarer han. 

FAKTA: Det skal der ske med rejsekortet

Her de ændringer, som vil ske med rejsekortet i løbet af 2015.

Selskabet bag rejsekortet og de danske trafikselskaber har fredag præsenteret transportministeren og trafikordførerne for en række løsninger på problemer med kortet:

* Den forudbetaling, som opkræves ved tjek-ind, sænkes fra 50 til 25 kroner med virkning fra 18. januar. Det betyder, at den potentielle bøde for at glemme at tjekke ud på korte ture bliver 25 kroner mindre.

* Bøden for at glemme at tjekke ind på ny, når man skifter transportmiddel undervejs på rejsen, sænkes fra 50 til 10 kroner.

* Det skal være lettere at registrere et nyt betalingskort i systemet. Det sker i forbindelse med en opdatering af selvbetjeningssystemet på rejsekort.dk i februar. 

* En ny app lanceres i januar, som skal hjælpe brugere med at huske at tjekke ind og ud. 

* Desuden lanceres en konkurrence om udviklingen af en app, som på sigt skal gøre det muligt at tjekke ud via mobiltelefonen, hvis man glemmer at gøre det i bussen eller på stationen.

* Hvis man glemmer at tjekke ud på en rejse, hvor man har fået rejsekortet skannet af en kontrollør, vil man fremover skulle betale prisen for en rejse fra tjek-ind til stationen efter det punkt, hvor man er blevet skannet. 

* Rejser man for eksempel fra København til Aalborg og bliver man kontrolleret mellem Nyborg og Odense, vil man skulle betale prisen for en rejse fra København til Odense, hvis man ikke tjekker ud i Aalborg. 

* Forudbetalingen på den anonyme version af rejsekortet sænkes fra 750 til 600 kroner på rejser mellem landsdelene.

* En instruktionsvideo, som forklarer og påminder om tjek-ind og tjek-ud, produceres og vises på skærme i busser og tog.

* Trafikselskaberne vil forsøge at ændre på takstsystemet, så færre kunder oplever, at det er dyrere at foretage en samlet rejse frem for at dele den over i to ved at tjekke ud og derefter tjekke ind igen undervejs.

 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce