Vicki elsker sit job.
Lige nu læser andre
Har du styr på, hvordan du vil reagere, hvis du bliver ringet op og får at vide, at du har vundet i Lotto?
Hver eneste uge året rundt ringer medarbejdere fra Danske Spil ud til heldige danskere for at fortælle dem, at de har vundet en stor gevinst i et af Danske Spils lotterier.
Medarbejderne fortæller selv, at det er lidt af et drømmejob, men også, at det godt kan være lidt svært at overbevise folk om, at det passer, at de rent faktisk har vundet.
Det kan man også læse af nedenstående reaktioner, der er samlet fra nogle af de rigtigt heldige danskere i løbet af de seneste par måneder.
Reaktioner
En mand fra Esbjerg, der vandt 1.000.000 kroner via Millionærchancen, var sydpå, da han fik den glædelige nyhed:
Læs også
”Jeg var på ferie på Mallorca og sad på en restaurant med en veninde, da jeg blev ringet op. Jeg sagde, at jeg kun ville snakke med ham, hvis jeg havde vundet. Så fortalte han mig, at jeg havde vundet en million, og at pengene allerede var overført,” siger han og fortsætter:
“Det troede jeg ikke på, og så lagde jeg på. Så kiggede jeg på min netbank på mobilen: Og så var der sat en million ind på min bankbog! Helt vildt. En million kroner omkring middagstid en almindelig mandag, lige midt i siestaen. Det blev da en god frokost. Men det var først lidt senere, at det bundfældede sig.”
En kvinde fra hovedstadsområdet, som også vandt 1.000.000 kroner via Millionærchancen, kunne ikke tro sine egne ører, da hun hørte, at hun havde vundet:
”Han var simpelthen så sød, ham der ringede. Det ville jeg også havde sagt, hvis han havde ringet, uden at jeg havde vundet en million. Jeg troede, han ville sælge et eller andet, så jeg var ret påpasselig,” siger hun og tilføjer:
“Men så sagde han: ’Jeg vil bare lige sige, at du har vundet en million.’ Jeg troede ikke på det, og min mand stod ved siden af, og han sagde, at det bare var fis. Så vi startede en diskussion os tre. Men han blev ved, og til sidst sagde han ’Log ind på din konto, pengene burde stå der nu.’ OG SÅ STOD DE DER FISEFLØJTEME!”
Læs også
For en trejde heldig vinder lød beløbet på hele fire millioner kroner – og det var heller ikke helt til at forstå i første omgang:
”Jeg blev ringet op en søndag formiddag, hvor jeg gik og vaskede bil. En gut fra Danske Spil spørger mig, om jeg sidder ned. ’Vasker du bil? Så sæt dig ned. Jeg har en god nyhed til dig.’ Så sætter jeg mig i en havestol, og så fortæller han, at jeg har vundet et større beløb i Lotto. Så siger han ’Fire millioner’, jeg svarer ’Det er løgn!’, hvortil han bare siger. ’Ja, det siger de fleste’. Det var helt uvirkeligt, så den skulle jeg lige sidde og tygge på.”
Elsker at ringe vindere op
Vicki, der er ansat i Danske Spils kundecenter, fortæller, at hun elsker at overraske de heldige vindere. Faktisk kan hun slet ikke forestille sig et bedre job:
”Først spørger jeg, om de ved, hvorfor jeg ringer, og så spørger jeg, om de sidder ned. Og så fortæller jeg dem, hvad de har vundet. Lige der er det cirka 50/50, om de tror på det eller ej. Halvdelen siger ’Neeeej, er det rigtigt!?’, mens resten bare siger: ’Det tror jeg ik’ på!’ Men når jeg så siger ’jeg kan se, at du har købt din kupon onsdag klokken 18.27’, så begynder de at tro på mig. Altså, kan man overhovedet have et bedre job?”
Faktisk har Vicki også selv vundet i Lotto engang, men der løb beløbet blot på 70 kroner.