Det siger de om statsministerens åbningstale

Politik

07/10/2014 14:48

Suleman Haider

Skærpede asylregler og grænsekontrol fanger politiker og organisationers interesse. Læs mere om reaktionerne på åbningstalen.

Dansk Flygtningehjælp:

Regeringen forsøger at dæmme op for tilgangen af flygtninge fra eksempelvis det uroplagede Syrien ved at forhindre asylansøgere i at få familiesammenføring det første år, de får ophold i Danmark.

Se vores temaside: Folketingets åbning 2014

Det mener Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, der siger, at flygtningene bliver sat i en uværdig situation.

- Det er umenneskeligt at sætte folk i en situation, hvor de sidder i Danmark i et år, vel vidende at deres familie har en ubeskyttet skæbne og tilværelse i Syrien og nabolande, siger han.

Læs også: Statsministerens åbningstale 2014

Venstres formand:

Lars Løkke Rasmussen kalder regeringens forslag til styrket grænsekontrol "for lidt og for sent".

Regeringens ønske om at styrke grænsekontrollen med blandt andet nummerplade-skannere og mere grundig passagerkontrol i lufthavnen er "for lidt og for sent".

Sådan lyder det fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg er selvfølgelig enig i, at vi skal styrke vores grænsekontrol, og derfor er det da også trist, at regeringen som det første sparede de 55 millioner kroner væk, som vi havde sat af til en øget grænsekontrol (i VK-regeringen, red.)

- Nu vil man så lave noget tre år efter. Det da er fint, men for lidt og for sent, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det er ved at blive lidt kutyme, at vi foreslår noget, der bliver hældt ned ad brættet af regeringen, hvorefter den så tager det op igen.

Enhedslistens politiske ordfører:

- Det er muligt, at regeringen opnår, at færre søger asyl. For mig er det helt grundlæggende, hvis vi siger, at du er flygtning og du skal beskyttes, så skal man selvfølgelig også have lov at til leve sammen med sine børn. Det kommer bag på mig. Jeg er rystet over det, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, efter statsminister Helle Thiorning-Schmidts åbningstale til Folketinget.

Enhedslisten går imod, at regeringen vil forhindre asylsøgere i at få familiesammenføring i det første år, de får ophold i Danmark.

- Det er alt for lidt kontrol med det arbejde, vore efterretningstjenester laver, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Konservatives leder:

- Vi er fuldstændig enige i de stramninger, der skal ske ved vores grænse. Enhver asylsøger, der kommer hertil, skal have en individuel behandling siger De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) åbningstale til Folketinget.

Dansk Folkepartis formand:

- For tre år siden rev Helle Thorning den aftale over, vi indgik med daværende VK-regering. Nu virker grænsekontrol pludselig. Hvorfor skulle vi vente tre år? Det er mere folketingsvalget, der spøger, end at Helle Thorning går ind for de ting.

Det siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) åbningstale til Folketinget, hvor hun lovede at skærpe grænsekontrollen, som hun straks sløjfede, da hun fik magten i efteråret 2011.

Radikales leder:

- Det handler om at beskytte de, der er individuelt forfulgte. Situationen truer ellers med at trække hele tæppet væk under vores integrationsindsats. Det er en anden type beskyttelse end flygtninge, som ikke er personligt forfulgt. 

Det siger De Radikales leder, økonomiminister Morten Østergaard, om statsministerens åbningsle, hvor hun skærper grænsekontrollen og stopper familiesammenføringen i det første år til asylsøgere, som ikke er personligt forfulgte, men flygter fra borgerkrig som i Syrien.

- Det er en ekstraordinær situation. Derfor skal det tages op til revision om tre år, siger Morten Østergaard.

 

 

 

Mest Læste

Annonce