Fagforeninger: Personale måles alene på økonomi og produktivitet

Ledelse

05/12/2016 11:02

Nick Allentoft

Hospitaler skal levere en øget produktion hvert år, og det tærer på personalet, mener fagforbund.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De største medarbejderforeninger på landets hospitaler sender et råb om hjælp mod Christiansborg, skriver Politiken. 

Foreningerne beder om, at de generelle effektiviseringer, som har været en fast del af hospitalernes økonomi i mange år, skal droppes.

- Patienterne oplever nu konsekvenserne af, at medarbejderne i sundhedsvæsenet skal løse stadig flere opgaver, uden at der er penge med, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, til Politiken.

Hvert år bliver hospitaler bedt om at levere en øget produktion på to procent. 

Det betyder, at en afdeling, der sidste år udførte 100 operationer, skal udføre 102 operationer for samme antal kroner i år.

Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen, siger, at en fødsel "ikke er en behandling, der kan rationaliseres".

- To procent lyder jo af ingenting. Men når det har stået på i 15 år, så er det (kun personalets tid, red.), der er tilbage at skære på, siger hun til avisen og fortsætter:

- Og der, hvor man ikke skærer på personalet, er det på alt det, der skal give kvinden tillid til egne kræfter: Samtaler og fødsels- og forældreforberedelse.

Dansk Sygeplejeråd mener, at al fokus på hospitalerne i disse år er på produktivitet, behandlingsgarantier og ydelsesstyring. 

Det går ifølge rådet ud over de faglige skøn om, hvad der er bedst for patienterne.

- Mine medlemmer oplever, at det eneste, de måles på, er økonomi, og ikke den kvalitet, de kan og ønsker at levere til patienterne, siger formand for Dansk Sygeplejeråd Grethe Christensen til Politiken.

Klinikchef Morten Hedegaard sagde i sidste uge op på Rigshospitalet. Begrundelsen var, at der mangler ressourcer. 

Det fik partier på Christiansborg til at kalde sundheds- og beskæftigelsesministeren i samråd.

Folketingets Sundhedsudvalg holder i næste uge en hastehøring på Christiansborg om presset på fødegangene. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.