Finanslov: Konservative fik et år på krav om grundskyld

Politik

20/11/2015 09:59

Nick Allentoft

Efter stribevis af sager om stigende grundskyld og skæve ejendomsvurderinger får boligejerne et pusterum næste år. Husejere efterlyser nye vurderinger.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Registreringsafgifter for biler og motorcykler bliver sat ned. En ældremilliard skal sikre mere værdighed i kommunernes ældrepleje, og så får sygehusene et løft.

Det var nogle af hovedoverskrifterne, da V-regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative torsdag indgik finanslovsaftale.

Finanslov 2016

Følg udviklingen i stammedansen om Finanslov 2016 lige her.

Vi sorterer noget af det rituelle cirkus fra, så du får mere af det væsentlige.

Den mest overraskende nyhed var dog, at det lykkedes De Konservative at få kæmpet en fastfrysning af grundskylden i kroner og øre igennem.

- Det er svært at bevare pessimismen, lød det fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

Og de politiske analytikere var enige om, at de konservative denne gang havde fået noget for deres få mandater.

Fastfrysningen af grundskylden skal give boligejerne ro, inden der i 2017 kommer nye og mere retvisende ejendomsvurderinger.

Men fastfrysningen kan hurtigt blive en hul sejr, hvis ikke der kommer et nyt system for ejendomsvurderinger, mener formanden for Parcelhusejernes Landsforening, Allan Malskær.

- Fastfrysningen er kun i ét år, så man skal igennem samme mølle igen næste år. Jeg havde gerne set, at man fastfrøs grundskylden permanent, indtil der kommer et nyt system, siger han.

Det eksisterende system har været voldsomt kritiseret, efter Rigsrevisionen i august 2013 offentliggjorde en beretning, der fastslog, at Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke stemmer overens med de priser, som husene blev handlet til.

Siden har det såkaldte Engberg-udvalg afleveret forslag til et nyt ejendomsvurderingssystem. Der nu ved at blive ført ud i livet, så der snart kan komme nye ejendomsvurderinger. Men det er vanskeligt at gøre dem helt præcise.

Derfor forventede udvalget selv, at mens de foreslåede forbedringer vil gøre vurderingssystemet markant mere præcist, så vil cirka en tredjedel af alle parcelhuse også i fremtiden blive vurderet forkert i forhold til salgspriserne med op til 20 procent.

Ifølge Allan Malskær er det grundlæggende problem, at systemet for ejendomsvurderinger straffer især boligejere i københavnsområdet urimeligt.

I stedet burde systemet for vurderingerne ændres, så grundskylden ikke måles ud fra værdien af boligen, fordi det straffer boligejere urimeligt, hvis de bor i områder med mangel på parcelhusgrunde, mener Allan Malskær.

Aftalen betyder, at boligejerne i alt slipper 755 millioner kroner billigere end ventet i grundskyld. 

Selvom fastfrysningen af grundskylden kun gælder for 2016 så ventes der dog også en effekt af aftalen for de følgende år.

Det skyldes, at grundskylden efter fastfrysningen skal reguleres op fra en lavere sats end ventet. Derfor kan boligejerne over en fireårig periode samlet set slippe 2,45 milliarder kroner billigere i skat.

Aftalen om finansloven har dog ladet vente på sig så længe, at skattemyndighederne med stor sandsynlighed ikke kan nå at indregne fastfrysningen i grundskyldens første rate, som boligejerne skal betale til januar 2016.

Her kan der altså komme en stigning i grundskylden. Til gengæld vil boligejerne så blive fuldt ud kompenseret, når den anden af to årlige rater opkræves til august næste år.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.