Forud for efterårets politiske forhandlinger om boligbeskatning siger flere partier nu, at det kunne være en god idé at indføre en skat på den gevinst, som boligejere opnår, når priserne ryger i vejret.
Der er dog ikke helt enighed om, hvordan skatten præcist skal fungere. Det skriver Berlingske.
De Konservative foreslår at droppe grundskylden og ejendomsværdiskatten for i stedet at indføre en såkaldt avanceskat. Ifølge partiets skatteordfører, Brian Mikkelsen, er de løbende boligskatter nemlig "uretfærdige".
- Så væk med grundskylden og ejendomsværdiskatten, som skal finansieres af en avanceskat ved salget af ens sidste bolig. Det sikrer, at alle familier trygt kan blive boende i deres bolig, siger Brian Mikkelsen til Berlingske.
Der er grundlæggende tre måder at beskatte gevinsten ved stigende værdier på boliger, skriver avisen.
Man kan løbende beskatte værdistigningen, såkaldt lagerbeskatning som på pensionsopsparinger. Man kan beskatte gevinsten ved salg, når den dermed er realiseret. Endelig kan man vente med at beskatte gevinsten, til boligejeren træder helt ud af ejerboligmarkedet.
Folketingets næststørste parti, Dansk Folkeparti, har ikke lagt sig fast på en konkret model. Partiet er dog positivt stemt over for De Konservatives forslag.
- Modellen om avancebeskatning, som De Konservative er bannerfører for, synes vi kunne være interessant, fordi den er gennemsigtig, da man bliver beskattet efter fortjenesten, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) til Berlingske.
Også Enhedslisten er lydhør over for avancebeskatning. De Radikale er mere skeptisk, men vil ikke udelukke, "at man kan gøre brug af mindre dele af det".
/ritzau/