FN efterlyser 100 milliarder mere i humanitær bistand

Bæredygtighed

18/01/2016 10:01

Nick Allentoft

"Vi lever i megakrisernes tid", skrev FN's generalsekretær Ban Ki-moon søndag i en pressemeddelelse, inden han sammen med formand for FN's Generalforsamling Mogens Lykketoft præsenterede en rapport om finansiering af humanitær bistand.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Krige og naturkatastrofer har sendt millioner i nød, og aldrig har der været større behov for humanitær bistand. 

Det konkluderer en ny rapport fra FN, som blev præsenteret søndag i Dubai. 

- Vi har at gøre med et øget antal meget voldelige konflikter, som udløser flygtningestrømme, og klimaforandringer melder sig som en mere væsentlig årsag til humanitære problemer, siger Mogens Lykketoft, formand for FN's Generalforsamling.

Han præsenterede sammen med FN's generalsekretær Ban Ki-moon rapporten, som skal danne grundlag for et humanitært topmøde i Istanbul i maj. 

125 millioner mennesker lever i områder, der er hærget af krige eller naturkatastrofer, og 60 millioner mennesker er på flugt, det højeste tal siden Anden Verdenskrig. 

Det skyldes blandt andet krige i Syrien og Yemen og forværrede konflikter i Afrika. På verdensplan er der brug for 15 milliarder amerikanske dollar, cirka 100 milliarder kroner, mere i humanitær bistand, konkluderer rapporten.

Men det er kun en lille del af de 78.000 milliarder dollar, som verdens bruttonationalprodukt udgør, påpeger Lykketoft.

- De rige lande kan sagtens finde pengene, hvis de prioriterer anderledes. Man kan dels efterspørge mere medmenneskelighed, siger han. 

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

- Men det er også i den rige verdens egen interesse at stoppe konflikterne i tide, at hjælpe dem, der er i nød i konfliktzonerne, og at hjælpe i de omkringliggende lande, som tager at ekstraordinært stort antal flygtninge, siger Lykketoft. 

Han fremhæver de store politiske problemer, som flygtningestrømmene fra særlig Syrien har skabt i Europa.

- Hvis vi ikke håndterer problemerne nu, vil vi stå overfor Pandoras æske. Folk vil dø af sult, nye generationer vil vokse op uden uddannelse, der vil være større risiko for spredning af radikale ideer og terror, siger han.

På verdensplan bliver der brugt 171 milliarder kroner på humanitær bistand om året på verdensplan.

På den seneste finanslov blev det vedtaget at beskære Danmarks udviklingsbistand med 2,9 milliarder kroner, så den ender på 14,8 milliarder, hvilket svarer til 0,71 procent af Danmark BNI. 

  FAKTA: FN-rapport sætter tal på nødshjælpsbehov "Vi lever i megakrisernes tid", skrev FN's generalsekretær Ban Ki-moon søndag i en pressemeddelelse, inden han sammen med formand for FN's Generalforsamling Mogens Lykketoft præsenterede en rapport om finansiering af humanitær bistand.    I maj skal verdens ledere møde i Istanbul til et humanitært topmøde. Rapporten kommer med anbefalinger til, hvordan de kan løse de problemer, verden står overfor. 

* Naturkatastrofer, finanskriser og voldelige ekstremisme forekommer i stadig stigende grad, og befolkningstilvækst og klimaforandringer forventes at skabe flere konflikter og katastrofer i fremtiden. 

* 125 millioner mennesker lever i områder, der er hærget af krige eller naturkatastrofer, og må kæmpe fra dag til dag for at overleve.    * 60 millioner mennesker er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem, hvilket er det højeste tal siden Anden Verdenskrig.    * På verdensplan bliver der brugt 25 milliarder amerikanske dollar på humanitær bistand om året. Det beløb er 12 gange højere, end det var for 50 år siden.    * Alligevel har hjælpen aldrig været mere utilstrækkelig, konkluderer rapporten. Der er brug for 15 milliarder amerikanske dollar, cirka 100 milliarder kroner, mere om året, hvis verdens borgere skal sikres et værdigt liv.    * Verdens bruttonationalprodukt var i 2014 på 78.000 milliarder amerikanske dollar. Kun 0,031 procent blev brugt på humanitær bistand.   * Eksperterne bag rapporten foreslår blandt andet, at donorlande forpligter sig til at indføre en såkaldt "Solidaritets Skat", som kan sikre en varig strøm af humanitære midler. Det kan for eksempel være en skat på flybilletter eller brændstof.    * Desuden skal donorlande og humanitære organisationer arbejde sammen for at udnytte humanitære midler mere effektivt. Blandt andet skal donorlande give flere midler til flerårige projekter og øremærke mindre af deres bistand.    Kilder: FN's rapport: "To important to fail - adressing the humanitarian financing gap."    /ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.