Selv om man som patient selv beder en læge om at logge ind i ens elektroniske journal og kigge på for eksempel røntgenbilleder, er det ulovligt, medmindre man er i såkaldt akut behandling hos lægen.
Reglerne er forældede og administreres så stramt af regionerne, at det går ud over patienterne, mener både patientforeninger, speciallæger, forskere og Lægeforeningen. Det skriver Jyllands-Posten lørdag.
- Én læge kan ikke vide alt om alle sygdomme, siger Patientforeningens landssekretær, Niels Jørgen Langkilde, til Jyllands Posten.
- Derfor kan patienten have behov for at bede en anden læge om at kigge i sin journal, og det bør selvfølgelig være muligt, uden at lægen risikerer påtaler og fyringer, siger han.
Flere læger har ifølge avisen i den seneste tid fået påtaler af regionerne for at kigge i de elektroniske patientjournaler, selv om patienten har ønsket det.
Desuden kritiserer både læger, patienter og forskere, at patienter risikerer at få en dårligere behandling, hvis de henvises til privatpraktiserende reumatologer og neurologer, end patienter der henvises til reumatologer og neurologer på sygehusene.
Det skyldes, at de privatpraktiserende ikke må få adgang til regionernes elektroniske patientjournalsystemer. I stedet henvises de til sundhed.dk, som hverken indeholder skannings- eller røntgenbilleder.
Loven er håbløs, mener Kristjar Skajaa, der er leder af Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
- Det kan få forfærdelige følger for patienten, hvis lægen ikke får de nødvendige oplysninger om det behandlingsforløb, en patient har været igennem, siger han til Jyllands-Posten.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil ikke afvise, at lovgivningen bliver ændret, men understreger, at reglerne skal beskytte patienter mod misbrug.
/ritzau/