Forsvaret er i dyb ledelseskrise: Nu vil ministeriet svinge sparekniven

Ledelse

12/9/15 7:08

Nick Allentoft

4500 forsvarsmedarbejdere vil have nyt job. Utilfredsheden er markant, konstaterer forsvarschef i intern mail. Samtidig vil Forsvarsministeriet gennemføre en økonomisk slankekur, så der bliver råd til nye initiativer.
Det danske forsvar er i alvorlige problemer. Det vidner sommerens stressede flymekanikere og blødningen af officerer blandt andet om. Nu rammer et sparekrav i millionklassen også Forsvaret, men det er uklart, hvad pengene, som bliver barberet af forsvarsbudgettet, skal bruges til, skriver Berlingske.

Angiveligt vil Forsvarsministeriet hente flere penge fra Forsvarets drift til at investere i nye initiativer, og det betyder nedskæringer på cirka 2,5 procent af driftsudgifterne.

Ifølge Berlingskes oplysninger forventer Forsvarsministeriet, at den nye besparelse vil løbe op i cirka 300 millioner kroner om året. Millionhullet i budgettet skal lægges til de 2,7 milliarder kroner, som Forsvaret skal spare årligt ifølge forsvarsforliget fra 2012.   I næste uge skal forsvarets fem styrelseschefer i Forsvarsministeriet give deres plan for, hvordan de vil svinge sparekniven. Der er angiveligt tale om en såkaldt "omprioriteringsplan", men hvad den indeholder er uklart. I et brev, som Berlingske er i besiddelse af, til Forsvarsministeriets styrelseschefer skriver departementschef Lars Findsen, at pengene skal bruges til "geninvestering og udvikling på udvalgte områder". Sammen med brevet har styrelsescheferne fået en vejledning i, hvordan de skal spare, og her bliver tre metoder fremhævet.   Forsvarschefen og de øvrige styrelseschefer kan effektivisere den nuværende drift yderligere, de kan skrue ned for deres nuværende aktivitetsniveau, og de kan foreslå helt at droppe nogle af deres nuværende opgaver, skriver Berlingske.   Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, kalder det "dybt bekymrende", at Forsvaret skal spare yderligere. Hverken hun eller De Konservatives ordfører på området, Rasmus Jarlov, er blevet orienteret. Heller ikke forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen (S) har hørt om initiativet.   Det var ikke muligt for Berlingske at høre forsvarsminister Carl Holst (V), men Forsvarsministeriets koncerndirektør, Bjørn Bisserup, afviser, at der er tale om en spareplan.   Hver fjerde søger aktivt væk fra forsvaret En omfattende undersøgelse af hele Forsvarsministeriets område, der udsendes på mandag, men som DR Nyheder er i besiddelse af, at hver syvende medarbejder blandt de i alt knap 20.000 ansatte i Forsvaret og Forsvarsministeriet er utilfredse med sit arbejde.   Samtidig søger næsten hver fjerde medarbejder lige nu aktivt væk fra deres nuværende arbejdsplads i Forsvaret, viser undersøgelsen. Det svarer til, at 4500 forsvarsmedarbejdere søger nyt job.   Forsvarets øverste chef, general Peter Bartram, skriver i en intern mail til Forsvarets øvrige chefer, at det på baggrund af rapporten står klart, at "medarbejderne generelt oplever, at deres hverdag og virke i Forsvaret er blevet sværere".   - De aktuelle tilpasninger og omstruktureringer har medført et markant fald i medarbejdertilfredsheden, og selvom der i sig selv ikke er noget overraskende i det, er der behov for, at vi inden for de givne rammer følger op på målingen, skriver Peter Bartram.   - Der er allerede taget en række initiativer både centralt og lokalt for at forbedre medarbejdertilfredsheden, og vi skal nu se på, hvordan den indsats kan suppleres og udbygges på baggrund af målingen, skriver forsvarschefen.   Det er den fjerde undersøgelse af sin slags og den hidtil mest kritiske for tilstanden blandt Forsvarets medarbejdere. Utilfredsheden og ønsket om at komme væk viser ifølge forsvarsforsker Peter Viggo Jakobsen, at Forsvaret er en organisation under massivt pres.   - Det er udtryk for det arbejdspres og stress, som man har kunnet fornemme på folk gennem længere tid. Vi skal også huske på, at organisationen igennem lang tid har været gennem konstante omstillinger, ændringer og usikkerhed, siger Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet og Syddansk Universitet, siger han.   Peter Viggo Jakobsen mener ikke, at Forsvaret kan gøre meget for at rette op på den overordnede usikkerhed i Forsvaret, da den er "politisk betinget". Til gengæld bør man hurtigst muligt få gennemført alle besparelser og fyringsrunder, så man kan give de ansatte nogle faste og trygge rammer.   

Annonce