Mens EU-samarbejdet knirker: Ministre udebliver stadig oftere fra møderne

Politik

23/09/2018 08:10

Nick Allentoft

Ministre fra Danmark er blandt de mindst flittige, når det gælder om at møde op i EU's ministerråd.

Stadig oftere melder danske ministre afbud til vigtige møder i EU.

Det viser en undersøgelse fra Tænketanken Europa, som har opgjort de danske ministres deltagelse, siden Lars Løkke Rasmussen (V) blev statsminister i 2015 og frem til august i år, skriver Berlingske.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og hans forgænger, Kristian Jensen (V), deltog således kun i fire ud af ti møder i det centrale råd, der tager sig af generelle anliggender i EU. 

Rådet, der kaldes GAC, forbereder blandt andet brexit og EU-topmøder.

Sammenlignet med ministre fra andre lande er det betydeligt færre gange, at Samuelsen og Jensen er mødt op, viser undersøgelsen.

Eksempelvis er den svenske minister mødt op til 62 procent af GAC-møderne, mens den finske er mødt op til 79 procent af møderne.

Tager man alle ministermøder i EU-regi, ligger dansk ministerdeltagelse på en 20.-plads ud af 28 lande.

Europabevægelsen Blog

Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her

Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

 

GAC-møderne ligger typisk dagen efter de ordinære udenrigsministermøder, hvor Danmark har været til stede ved 74 procent af møderne. 

Det er normalt også udenrigsministeren, der er med til GAC-møder - men flere lande lader sig repræsentere af en dedikeret europaminister. Sådan en har Danmark ikke for tiden. 

Når ministeren ikke er med til et rådsmøde, bliver et land normalt repræsenteret af sin EU-ambassadør. 

I en kommentar til Berlingske skriver Anders Samuelsen, at det handler om prioritering.

- Prioritering er altså nøgleordet her. Jeg skal hele tiden vurdere, hvor min tilstedeværelse giver størst værdi for Danmark, skriver han. 

Eksempelvis har han valgt at prioritere formandskabet for Europarådet, hvor regeringen har prioriteret at reformere fortolkningen af konventioner.

Det undrer dog EU-professor Marlene Wind fra Københavns Universitet, at udenrigsministeren melder afbud til så mange møder.

- Det er problematisk for Danmark, at man prioriterer EU-møderne så lavt, siger hun til Berlingske.

- Det ser ikke godt ud. Man burde efter den britiske afstemning have set en stigning i mødeaktiviteterne, fortsætter hun.

Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard fra De Radikale er helt uforstående over for det svage fremmøde fra udenrigsministeren.

Han opfordrer til, at der udnævnes en europaminister, hvis ikke udenrigsministeren har tid til at prioritere Danmarks interesser i Europa højere.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce