Ny elevformand vil arbejde for lov mod mobning

Ledelse

17/04/2016 18:39

Nick Allentoft

Nyvalgt formand for elevorganisation vil arbejde for mobbelov, som skal tvinge skoler til indsats mod mobning.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De danske skoleelever har fået en ny talsmand, efter at Jens Vase søndag er blevet valgt som formand for Danske Skoleelever.

16-årige Jens Vase afløser den hidtidige formand, Silke J. Fogelberg, der begynder sin ungdomsuddannelse til sommer.

Den nye formand, der går i 9. klasse på Odder lille Friskole, har to mærkesager: En ny mobbelov, som skal tvinge skolerne til at gøre en indsats mod mobning og en bedre uddannelsesvejledning, som skal ruste eleverne i valg af ungdomsuddannelse.

Når det gælder mobning, skal der ifølge den nye formand tages kontante metoder i brug for at komme uvæsenet til livs.

- I Sverige gør de det på den måde, at her står skolerne til ansvar for elevernes trivsel, siger Jens Vase.

- Mobningstilfælde rapporteres til kommunerne, som sender en sød, lille regning til skolen, hvilket motiverer skolen til at stoppe mobningen ude i lokalområdet, siger Jens Vase, der gerne ser, at danske lovgivere kopierer den svenske model.

Han mener, det er rimeligt at pålægge skolen en økonomisk sanktion, hvis en elev udsættes for mobning.

- Det hjælper ikke at straffe eleven, der mobber, eller forældrene. Vi skal give skolen en motivation, så den kan se, at den bliver nødt til at stoppe eller formindske det, siger Jens Vase.

Hvor stor sanktionen over for skolen skal være, har organisationen ikke lagt sig fast på.

- Det handler jo ikke om at ruinere skolerne. Det kan være en promille af skolens samlede budget, men det er ikke noget, vi har lagt os fast på, siger Jens Vase.

Han mener også, at uddannelsesvejledningen i grundskolen er for ringe.

- Elevernes mulighed for at få vejledning er i dag for dårlig. Regeringens udspil til en ny gymnasiereform sætter igen fokus på vigtigheden af, at alle elever har mulighed for at få den rette uddannelsesvejledning. 

- Jeg vil derfor arbejde for, at vi elever er oplyste, når vi træffer valget om vores fremtid, siger Jens Vase.

Han mener, at løsningen er mere individuel rådgivning af eleverne omkring valg af ungdomsuddannelse.

Som næstformand for Danske Skoleelever har generalforsamlingen søndag valgt Mads Løjtved Rasmussen fra Randers.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.