Ny prognose: Lægemangel forværres markant

Infrastruktur

15/10/14 8:10

Nick Allentoft

Universiteterne bør uddanne flere læger, anbefaler Yngre Læger. Løsningen kan også være flere udenlandske læger, lyder det fra Udkantsdanmark.

Når indbyggerne i de tyndt befolkede egne af Danmark klager over, at der er langt mellem lægerne, så er det intet at regne i forhold til, hvordan fremtiden tegner.

En ny prognose fra foreningen Yngre Læge viser, at der om 20 år vil mangle 5500 læger i forhold til danskernes behov for lægehjælp.

              Læs mere om lægemangel

- Vi bør handle nu, hvis vi ikke skal stå i en situation, hvor vi mangler læger til at behandle syge borgere. Ventelisterne vil vokse markant, siger Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger, til Politiken.

Derfor ønsker Yngre Læger et markant øget optag på medicinstudiet, ligesom der skal uddannes flere speciallæger på hospitalerne for ikke at risikere øget ulighed i adgangen til behandling.

Det er første gang, at politikerne på Christiansborg og i Danske Regioner præsenteres for en prognose, der vurderer om antallet af læger passer til behovet for lægehjælp. Hidtil har Sundhedsstyrelsen kun vurderet, hvor mange læger vi får i fremtiden.

- Vi har i lang tid haft brug for den type analyse. Nu skal vi kigge nærmere på den, for den bygger på en række forudsætninger, som, vi skal være sikre på, er rigtige, siger Anders Kühnau (S), der er formand for løn- og praksisudvalget i Danske Regioner.

Han peger blandt andet på, at analysen fastslår, at behovet for læger vokser, fordi der bliver flere ældre. Men den tager ikke højde for, at de ældre i fremtiden bliver mere raske, end de er i dag.

- En 75-årigs sundhedstilstand i dag er ikke den samme, som den vil være for en 75-årig i 2035. Desuden ser analysen bort fra den teknologiske udvikling, som betyder, at lægerne i fremtiden kommer til at arbejde tættere sammen med andre faggrupper, siger Anders Kühnau.

I Landdistrikternes Fællesråd mener formand Steffen Damsgaard, at det, ud over at uddanne flere læger, bliver nødvendigt at spejde mod udlandet.

Han henviser til Esbjerg, hvor der for nylig er ansat syv læger fra blandt andet Portugal og Spanien.

- Udenlandske læger kan være med til at udfylde nogle af hullerne, men der er det vigtigt, at man tænker sig om, og at de pågældende læger har en kulturel og sproglig forståelse, som svarer til os selv her i landet, siger han.

Sundhedsstyrelsen har tidligere fastslået, at antallet af læger i 2035 vil være øget til næsten 28.000 fra cirka 21.000 i dag. Yngre Læger mener, at der i 2035 er behov for over 33.000 læger. 

Holder den prognose stik betyder det, at lægerne om 20 år kun vil kunne håndtere 83 procent af efterspørgslen mod 93 procent i 2012.

På den baggrund udtaler uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) i en skriftlig kommentar:

- Jeg er meget optaget af, at vi kan levere de læger, der er brug for. Vi vil derfor se på perspektiverne i og mulighederne for at uddanne flere læger.

Samme melding kommer fra Jeppe Bruus, der er uddannelsesordfører for Socialdemokraterne. 

- Det er relevant at forholde sig til, om det antal af læger, vi uddanner, matcher det behov, der bliver i fremtiden, siger han til Ritzau og henviser til, at der allerede er skruet markant op for optaget på medicinstudiet. 

/ritzau/