Nyheder fra Danmark i kort form

Politik

09/12/2014 09:23

Suleman Haider

Antallet af illegale indvandrere er fordoblet på fem år, Endnu en kilde kritiserer Eritrea-rapport, Danmark sætter tyk streg under sin position som klimaduks, Amnesty: Eritrea-rapport må ikke bruges i asylsager, Danmark byder ind på støtte fra EU's investeringsfond, Danmark betaler erstatning til formodede pirater, 39-årig mand skyldig i samleje med mindreårig, Kun hver 10. elev vil på erhvervsskole.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Antallet af illegale indvandrere er fordoblet på fem år

KØBENHAVN: Titusinder af udlændinge holder sig under politiets radar og bor eller arbejder ulovligt i Danmark. Det viser en ny analyse af omfanget af den illegale indvandring, som Rockwool Fondens Forskningsenhed har foretaget. Her anslås det ifølge Jyllands-Posten med et forsigtigt skøn, at der i 2013 var 33.000 illegale indvandrere i landet. Det er mere end en fordobling siden 2008. Da de lever skjult, er tallene behæftet med en vis usikkerhed, men forskningschef Torben Tranæs, der står bag undersøgelsen, mener, at tendensen er klar, og omfanget overrasker ham. Justitsminister Mette Frederiksen (S) understreger, at regeringen er på vej med et lovforslag om øget politikontrol ved grænsen, og at man har intensiveret indsatsen mod social dumping.

 

Endnu en kilde kritiserer Eritrea-rapport

KØBENHAVN: Kritikken er haglet ned over Udlændingestyrelsen siden den 25. november, da styrelsen offentliggjorde sin rapport om forholdene i Eritrea på baggrund af styrelsens egen "fact finding mission" til landet. Nu står endnu en kilde frem og kritiserer i en mail til DR Nyheder rapporten. Kilden hedder Tamrat Kebede og er administrerende direktør i græsrodsorganisationen Inter African Group (IAG) og tidligere etiopisk ambassadør i USA. Tamrat Kebede er ikke den første navngivne kilde, der kritiserer rapporten. Tamrat Kebede mener, at konklusionerne er "brutale" og "umenneskelige". - Der er intet, jeg har sagt, der understøtter konklusionen, skriver han i en mail til DR Nyheder.

 

Danmark sætter tyk streg under sin position som klimaduks 

KØBENHAVN: Danmark er verdens førende land, når det gælder klima- og energipolitik. Det viser den årlige rapport Climate Change Performance Index. Den måler landenes indsats for at skrue ned for C02-udslippet samt for at øge brugen af vedvarende energi og for at have en klimavenlig politik nationalt såvel som internationalt. Rapporten er offentliggjort i forbindelse med FN's klimamøde i Perus hovedstad, Lima, - den såkaldte COP20. Det er tredje år i træk, at Danmark indtager førstepladsen på indekset. Listen er konstrueret således, at man holder de tre øverste pladser fri. Det er miljøorganisationernes symbol på, at verdens lande ikke gør nok mod klimaforandringerne.

 

Amnesty: Eritrea-rapport må ikke bruges i asylsager

KØBENHAVN: Udlændingestyrelsen skal se bort fra den omstridte Eritrea-rapport, når man nu genoptager behandlingen af omkring 1300 eritreiske asylsøgeres sager. Sådan lyder det fra Amnesty International i Danmark i kølvandet på Udlændingestyrelsens fact finding-mission til Eritrea, der har fået hård kritik for sine konklusioner om forholdene i det østafrikanske land. - Man kan godt begynde at behandle sagerne nu, men vi mener ikke, at man kan inddrage rapporten i sagsbehandlingen, som det ser ud, siger juridisk konsulent i Amnesty Claus Juul. Også Dansk Flygtningehjælp er imod, at rapporten bliver anvendt. Generalsekretær Andreas Kamm skriver på Twitter, at "Udlændingestyrelsen bør trække rapporten tilbage". 

 

Danmark byder ind på støtte fra EU's investeringsfond

BRUXELLES: Togforbindelsen over Femern Bælt, nye affaldssorteringsanlæg, en ny motorvej ved Silkeborg og udbygning af de eksisterende ved blandt andet Køge Bugt og Helsingør. Det er bare nogle af de 26 danske projekter, der er med på en over 600 sider lang foreløbig liste med eksempler på de investeringsprojekter, der kan få del i de 2350 milliarder kroner, der de kommende år skal være med til at skabe vækst og beskæftigelse i Europa. Den foreløbige liste er lavet af en særlig task force nedsat af EU-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank. Den er lavet med indspil fra medlemslandene og bliver tirsdag formelt præsenteret for et møde i Bruxelles blandt EU-landenes økonomi- og finansministre. 

 

Danmark betaler erstatning til formodede pirater

KØBENHAVN: Første gang Danmark stiller somaliske pirater for en dommer, må staten betale erstatning for uberettiget frihedsberøvelse, bekræfter Rigsadvokaten til Ritzau. Kommunikationschef hos Rigsadvokaten Mikkel Thastum oplyser, at ni somaliere har fået i alt 176.400 kroner i erstatning - det er 19.600 kroner til hver. - Rigsadvokaten beklager den lange sagsbehandlingstid, og de pågældende har nu fået erstatning for uberettiget frihedsberøvelse, siger Mikkel Thastum til Ritzau. De ni somaliere var sigtet for pirateri efter et forsøg på at kapre det danske fragtskib Torm Kansas i Det Indiske Ocean den 10. november 2013.  

 

39-årig mand skyldig i samleje med mindreårig

HOLSTEBRO: Besiddelse af børneporno, forsøg på tvang, samleje med mindreårig pige, blufærdighedskrænkelse og anden kønslig omgang end samleje med en mindreårig. Sådan ser listen af seksuelle overgreb ud, som en 39-årig mand mandag ved Retten i Holstebro er kendt skyldig i at have begået. Den 39-årige forsøgte at få en pige født i 2001 til "at gøre, tåle eller undlade noget" ved at true med at offentliggøre pornografisk materiale af pigen på netsiderne "Speek" og "Arto". Forsøget skete 24. september i 2012 via programmet "Skype". Anklagemyndigheden kræver, at den 39-årige mand på grund af sin farlighed idømmes forvaring, som er indespærring på ubestemt tid. Retten i Holstebro afsiger dom i sagen tirsdag.

 

Kun hver 10. elev vil på erhvervsskole

KØBENHAVN: Laborant, dyrepasser, tandtekniker eller elektriker er ikke job, som flertallet af unge drømmer om. I en rundspørge fra Danske Skoleelever, som 3540 repræsentativt udvalgte 8. klasse-elever fra hele landet har deltaget i, svarer kun 9,4 procent, at de mest overvejer at vælge en erhvervsuddannelse efter 9. klasse, skriver Politiken. Regeringen har ellers en klokkeklar målsætning om, at mindst 25 procent af eleverne i 2020 skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen. I 2025 skal tallet stige til mindst 30 procent. Succeskriterierne er en del af erhvervsskolereformen, der træder i kraft til august.

 

 

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.