Økonomer bekymrede: Danske butikkers omsætning er på laveste niveau i to år

Bæredygtighed

21/04/2016 11:59

Nick Allentoft

Danske forbrugere holdt igen med indkøb i marts, hvor detailomsætningen nåede det laveste niveau i to år. Selv om beskæftigelsen stiger, ser økonomer faresignaler for dansk økonomi, fordi væksten ikke følger med.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der var ikke meget gang i kasseapparaterne i den danske detailhandel i marts. Faktisk nåede omsætningen i de danske butikker det laveste niveau i to år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.   - Detailsalget var i marts 1,0 procent lavere end i februar, og der var fald inden for alle varegrupper. Faldet kom efter et fald på 0,9 procent i februar, skriver Danmarks Statistik om den slukne omsætning, som ifølge økonomer ikke kun er dårlig for den enkelte butik.

Lavt privatforbrug koster nemlig dyrt for væksten i dansk økonomi generelt, siger senioranalytiker Thomas Lynggard Germann fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

- Dagens tal er ildevarslende og viser, at vejen til at få dansk økonomi helt op at stå er lang, siger Thomas Lynggard Germann.   - Begynder danskerne først at føle sig utrygge omkring de økonomiske udsigter, koster det typisk på forbruget. Og det er der absolut ikke brug for, hvis beskæftigelsen og væksten skal fortsætte med at gå frem, skriver han.   Udviklingen i marts var svagere, end økonomerne havde regnet med. Ifølge et estimat fra Bloomberg var der faktisk ventet en stigning i detailsalget på 0,5 procent i marts, skriver Ritzau Finans. Der var fald i samtlige varegrupper, men særligt kategorien beklædning springer i øjnene med et fald på 4,3 procent. Ser man på udviklingen i hele første kvartal, er detailsalget faldet med 1,6 procent.   Ifølge seniorøkonom i Jyske Bank Niels Rønholt er detailsalget "en lille katastrofe".   - Det er lidt svært at bedømme martstallene efter en tidlig påske i år, men umiddelbart er der ingen lyspunkter. Tværtimod. Der kan ikke herske tvivl om, at vi over de seneste kvartaler har fået en opbremsning i privatforbruget. Og lige nu ligner det unægteligt mere fald end opbremsning, skriver han i en kommentar.    Økonomer er skeptiske trods flere job i Danmark Der bliver fortsat skabt flere nye arbejdspladser i det danske landskab. I februar var der 4700 flere lønmodtagere end i januar, hvilket svarer til en stigning på 0,2 procent, oplyser Danmarks Statistik.   Dermed fortsætter beskæftigelsen den kurve, der siden april 2013 er gået støt op. Med stigningen i februar er der kommet knap 95.000 flere i beskæftigelse siden lavpunktet. Trods flere job er økonomerne ikke helt oppe i skyerne på økonomiens vegne.   - Dagens tal er en god nyhed, men væksten, som er en forudsætning for fortsat jobfremgang, er svag, skriver cheføkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en kommentar.   - Godt halvdelen af de lønmodtagerjob, vi har tabt i løbet af krisen, er vundet tilbage, men når opsvinget bliver ved med at bevæge sig i sneglefart, kan det tage lang tid, før den anden halvdel er genvundet, tilføjer han.   Også i arbejdsgivernes organisation DI er underdirektør Steen Nielsen bekymret for væksten.   - I snart tre år er beskæftigelsen i gennemsnit steget med mere end 2500 personer om måneden. Denne markante fremgang på arbejdsmarkedet er særdeles positiv, men det er samtidig bekymrende, at væksten ikke er fulgt med, skriver han i en kommentar.    - En stor fremgang i beskæftigelsen kombineret med en forholdsvis lav vækst er et tegn på, at det fortsat halter med produktiviteten i dansk økonomi. Det kan få store konsekvenser for vores konkurrenceevne og den fremtidige vækst, siger han.   Danmarks økonomi voksede med 1,2 procent af BNP i 2015.   I alt 2.635.500 personer havde et lønmodtagerjob i februar. Statistikken tæller både fuldtids- og deltidsjob med.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.