På en dag er over 10.000 migranter kommet til Ungarn

Bæredygtighed

24/09/2015 10:00

Nick Allentoft

Et rekordhøjt antal migranter og flygtninge kom til Ungarn onsdag - langt de fleste kom via Kroatien.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et nyt rekordhøjt antal flygtninge og migranter på 10.046 kom onsdag til Ungarn - de fleste via Kroatien - siger det ungarske politi torsdag, hvor flygtningestrømmen fortsætter med uformindsket styrke på det vestlige Balkan.

- I alt er 9939 migranter og flygtninge er kommet til Ungarn fra Kroatien, mens omkring 100 er kommet ind fra Serbien, siger politiet. 

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

Det tidligere rekordantal er fra 14. september, hvor 9380 migranter og flygtninge krydsede Ungarns grænse - umiddelbart inden landet lukkede dets grænse til Serbien.

Lukningen af Ungarns grænse til Serbien i sidste uge medførte, at tusindvis af migranter og flygtninge strømmede ind i Kroatien, hvor myndighederne hurtigt er blevet overvældet og begyndte at sende de nyankomne til den ungarske grænse.

I Ungarn har tog kørt migranterne videre til den østrigske grænse. 

Den østlige østrigske delstat Burgenland siger, at der alene onsdag ankom 5900 og yderligere 2200 efter midnat. 

Krisen har på Balkan ført til en stadig mere optrappet strid mellem Kroatien og Serbien. 

Kroaterne forbyder nu både serbiske statsborgere og serbiske biler at køre ind på dets territorium. Det oplyser det kroatiske grænsepoliti til Reuters, efter at Serbien har forbudt alle lastbiler, der er indregistreret i Kroatien, at køre over dets grænser.

Regeringen i den serbiske hovedstad, Beograd, besluttede onsdag, at lastbiler, som er indregistreret i Kroatien, ikke må komme ind i Serbien.

Flere end 30.000 flygtninge og migranter fra blandt andet Mellemøsten er ankommet til Kroatien, efter at Ungarn lukkede sin grænse til Serbien for godt en uge siden.

 

FAKTA: Det er EU-lederne enige om på flygtningetopmødet Her er de otte vigtigste initiativer, som EU-lederne har vedtaget på deres topmøde om flygtningekrisen. Inden næste EU-topmøde, der holdes i Bruxelles 15. og 16. oktober, skal følgende være sat i værk:  
  • Give mindst en ekstra milliard euro (7,5 milliarder kroner) til FN's Flygtningehøjkommissariat, Verdensfødevareprogrammet og andre agenturer for at afhjælpe flygtninges akutte behov i nærområderne.
  • Støtte Libanon, Jordan, Tyrkiet og andre lande i at håndtere den syriske flygtningekrise, herunder med en væsentlig forøgelse af midlerne i EU's støttefond, der hjælper ofrene for den syriske krise.
  • Styrke dialogen med Tyrkiet på alle niveauer - blandt andet i forbindelse med den tyrkiske præsidents besøg i Bruxelles 5. oktober - for at styrke samarbejdet om at dæmme op for og styre migrationsstrømmene.
  • Bistå landene på Vestbalkan i at håndtere flygtningestrømmene og sikre en hurtig og solid forberedelse af en konference 8. oktober om Vestbalkanruten.
  • Øge finansieringen af nødfonden, der skal støtte stabilitet og bekæmpe årsagerne til irregulær migration og fordrevne i Afrika, med flere penge fra EU-landene. Desuden skal der sikres en hurtig og solid forberedelse af EU-Afrika-topmødet på Malta 11. og 12. november, så der opnås størst mulige fremskridt.
  • Tackle den dramatiske situation ved EU's ydre grænser og styrke kontrollen ved disse grænser blandt andet gennem flere penge til grænseagenturet Frontex, asylagenturet Easo og politisamarbejdet Europol og med personale og udstyr fra medlemslandene.
  • Imødekomme anmodninger fra EU-landene i frontlinjen om bistand fra institutioner, agenturer og andre EU-lande for at sikre identifikation, registrering og fingeraftryk af migranter ved modtagecentre - de såkaldte hot spots - og samtidig sikre flytning og tilbagesendelser senest inden udgangen af november.
  • Øge finansieringen af EU's nødfond for asyl, integration og migration og af Fonden for Intern Sikkerhed, der også støtter håndteringen af EU's ydre grænser.
  Kilde: Sluterklæring fra det ekstraordinære EU-topmøde i Bruxelles 23. september   /Ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.