Pensionister kan nemmere bruge sommerhuset som helårsbolig

Infrastruktur

10/06/2016 09:35

Nick Allentoft

Den nye planlov letter muligheden for at starte tilværelsen som pensionist i et sommerhus.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det bliver lettere at gøre sommerhuset til en helårsbolig, når livet som pensionist begynder. Det er resultatet af den nye planlov, som Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative har vedtaget.

Tidligere har det været et krav, at pensionister skulle have ejet deres sommerhus i mindst syv år, hvis de ville omdanne det til en helårsbolig. Det krav er nu sænket til ét år, uanset om huset ligger i en sommerhuszone eller en landzone. 

Det vækker jubel hos Ældresagen.

- Det er godt for ældre, fordi det giver livskvalitet at være tæt på naturen, men også for befolkningen i de tyndt befolkede områder, siger chefkonsulent Margrethe Kähler i en pressemeddelelse.

- De ældre, som slår sig permanent ned i disse områder, er en gevinst for kommunerne, både når det gælder det sociale liv i foreningerne, det frivillige arbejde, og når det gælder økonomien.

- Mange håndværkere og forretninger i disse områder kom igennem den økonomiske krise i 2008 på grund af tilflytterne og nyder fortsat godt af den større omsætning, som tilflytterne bringer med sig.

Hos ejendomsmæglerne EDC er kommunikationschef Jan Nordmann ikke i tvivl om, at det vil betyde en ny kreds af købere til sommerhusene.

Regelændringen betyder nemlig, at langt flere får mulighed for at skifte til at bo i sommerhuset, når pensionistlivet begynder.

- Det betyder, at en hel ny gruppe af mennesker får muligheden, vurderer han.

- Med de gamle regler skulle man have råd til at have to boliger i otte år. Nu kan man sælge sin helårsbolig efter et år med sommerhuset. Så der bliver mange flere mennesker, der får råd til det.

- Det kommer til at betyde noget - specielt i sommerhusområder, der ligger nær storbyerne. Der vil vi se flere pensionister, der benytter sig af ordningen og bruger sommerhuset som helårsbolig.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.