Qvortrup og tys-tys kilde dømt fængsel

Ledelse

24/11/2016 14:10

Nick Allentoft

Som de eneste i Se og Hør-sagen skal den såkaldte tys-tys-kilde og Henrik Qvortrup afsone fængselsstraffe. Straf kan afsones med fodlænke, siger advokat.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I Se og Hør-sagen idømmes fem tiltalte torsdag straffe på op til halvandet års fængsel.   Den tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup får et år og tre måneders fængsel. Tre af månederne skal afsones, mens den resterende tid gøres betinget mod vilkår om samfundstjeneste.

Ifølge Qvortrups advokat, Anders Nemeth, er det dog muligt at afsone de tre måneder med en fodlænke.

Den strengeste straf på halvandet års fængsel tilfalder den såkaldte tys-tys-kilde, mens tre andre tiltalte slipper med betingede fængselsstraffe. Det drejer sig om den tidligere chefredaktør Kim Henningsen, der straffes med et års betinget fængsel. De to menige journalister Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen idømmes fængsel i fire måneder.   LÆS MERE om Se & Hør sagen   Som den eneste af de seks tiltalte frifindes Per Ingdal, der tjente som konstitueret chefredaktør i et halvt år af 2009.   Under sagen ved Retten i Glostrup har flere af de tiltalte i vidt omfang erkendt, hvad der er sket – nemlig at en it-operatør hos IBM/Nets gennem flere år fodrede Se og Hør med oplysninger om kendtes brug af kreditkort.   I flere tilfælde blev oplysningerne brugt til at skrive historier. Eksempelvis kunne de bruges til at jagte tv-værten Line Baun Danielsen på rejser med forskellige kærester.   På trods af erkendelserne har de tiltalte alle nægtet sig skyldige. Det er blandt andet sket med henvisning til, at de ikke mener, at foretagendet var ulovligt.   Da Henrik Qvortrup tilbage i september afgav forklaring, erkendte han, at han i juni 2008 indgik en aftale med tys-tys-kilden.   Mod en fast betaling på 10.000 kroner om måneden skulle it-operatøren hjælpe med at spore de kendte menneskers gøren og laden.    Qvortrup har dog insisteret på, at der efter hans opfattelse ikke var noget odiøst eller usædvanligt i samarbejdet med it-operatøren. Han var en kilde som så mange andre, lød det fra den 53-årige tidligere chefredaktør.   Men på det punkt er Retten i Glostrup uenig. Ifølge retsformand Mette Lyster Knudsen burde Qvortrup have indset, at samarbejdet var ulovligt og en krænkelse af de langt over 100 mennesker, der blev overvåget.   Ankesag på vej Som den eneste af de dømte har tys-tys-kilden øjeblikkeligt valgt at anke dommen på halvandet års fængsel til landsretten. De resterende fire vil bruge 14 dage på at overveje, om de ønsker sagen behandlet ved endnu en retsinstans. Det gælder også Henrik Qvortrup, der sammen med sin advokat overveje, om han vil anke dommen på et år og tre måneders fængsel.   Det fortalte den tidligere chefredaktør på Se og Hør, da han forlod Retten i Glostrup, efter at dommen i Se og Hør-sagen var faldet. Tre af månederne skal afsones, mens den resterende tid gøres betinget mod vilkår om samfundstjeneste.   - Jeg er selvfølgelig skuffet over resultatet. Jeg var gået efter en frifindelse. Det fik jeg ikke, siger Henrik Qvortrup.   - Nu vil jeg med min fortræffelige advokat bruge de næste to uger til at overveje, om vi skal gå videre med den her sag, siger han.   Ifølge Henrik Qvortrups advokat, Anders Nemeth, kan den tidligere chefredaktør afsone sin fængselsstraf med en fodlænke.   - Det, der omtales som tre måneder ubetinget, medfører rent teknisk ikke en frihedsberøvelse. Man får fornøjelsen af at afsone hjemme med fodlænke, siger Anders Nemeth.   - Det er en tilfredsstillelse, at vi sanktionsmæssigt er havnet væsentligt under det, anklagemyndigheden bad om, tilføjer han.   Henrik Qvortrup mister sit radiojob under afsoning Der er ikke noget værtsjob til Henrik Qvortrup på Radio24syv, så længe han afsoner sin dom i Se og Hør-sagen.   Det fastslår radiostationens administrerende direktør, Jørgen Ramskov, efter at Henrik Qvortrup torsdag blev kendt skyldig og idømt en straf på et år og tre måneders fængsel i Se og Hør-sagen. Tre af månederne er gjort ubetinget.   - Henrik (Qvortrup, red) kan ikke være vært på Radio24syv, efter han er blevet dømt i den her sag, siger ansvarshavende chefredaktør på Radio24syv Jørgen Ramskov.   Han tager forbehold for, at han endnu ikke har læst dommen, men forklarer, at Henrik Qvortrup ikke kan komme tilbage til Radio24syv, så længe både den betingede og ubetingede dom afsones.   Derefter kan Qvortrup igen blive ansat på Radio24syv, hvis det passer ind i kanalens programflade.   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.