SF vil udpege en minister for verdensmålene

Bæredygtighed

26/09/2018 18:57

Nick Allentoft

Pia Olsen Dyhr så gerne, at ansvaret for, at Danmark overholder FN's verdensmål, forankres ét sted.

Regeringen består i dag af 22 ministre, men det er ikke nødvendigvis nok, hvis man spørger SF.

Partiet mener, at Danmark også skal have en minister med særligt ansvar for, at vi opfylder FN's 17 verdensmål.

Det behøver dog ikke være ministerens eneste arbejdsområde, understreger partiformand Pia Olsen Dyhr.

Flere historier om Verdensmålene

- Det kan sagtens være sådan, at man placerer ansvaret i porteføljen hos en anden minister. Men det er vigtigt, at der kommer øget fokus på verdensmålene, siger hun.

I den nuværende regerings handlingsplan for de 17 verdensmål står der blandt andet, at alle lovforslag, der sendes til afstemning i Folketingssalen, skal vurderes ud fra, hvordan de bidrager til at opfylde verdensmålene.

Men det er ikke tilstrækkeligt, mener Pia Olsen Dyhr. Heller ikke selv om Danmark i en nylig undersøgelse placeres som nummer to i verden i forhold til at opfylde de 17 mål. 

- Der er stadig områder, hvor vi slet ikke er i mål. Uligheden vokser stadig i Danmark. Verdensmålene siger også, at vi skal indføre en fattigdomsgrænse. 

- Og så halter vi efter på klimaindsatsen og på målene for natur- og biodiversitet.

- Hvis ikke verdensmålene skal stå som adskilte søjler, men fungere i sammenhæng, så er man nødt til at koordinere det under én minister, der har overblikket, siger hun.

SF ser som nævnt gerne, at der bliver tale om et selvstændigt ministerium. 

Alternativt skal ansvaret placeres under Statsministeriet eller Finansministeriet for at sikre, at det bliver taget seriøst af alle de andre ministerier.

FN's verdensmål blev vedtaget for tre år siden og trådte i kraft 1. januar 2016. Målet er, at FN-landene skal opfylde målene inden 2030.

Kun Sverige ligger over Danmark i den omtalte undersøgelse, der er udgivet af Bertelsmann Stiftung og Sustainable Solutions Development i fællesskab.

 

FAKTA: FN's 17 verdensmål Afskaf fattigdom og stop sult er blandt FN's mål. Danmark er næstbedst globalt til at implementere målene.

Danmark indtager en global andenplads i forhold til at implementere FN's verdensmål.

Det viser en rapport lavet af den tyske fond Bertelsmann Stiftung sammen med Sustainable Solutions Development Network.

Derudover er Danmark gået frem i forhold til en indeksværdi, som ifølge rapporten viser, hvor langt Danmark er nået "i forhold til at opnå det bedst mulige udfald på tværs af de 17 verdensmål".

Her er Danmark steget fra 84,2 procent i 2017 til 84,6 procent i 2018.

Det skyldes ifølge Finansministeriet en mindre forskel i mænd og kvinders løn, en mindre andel af unge uden job og uddannelse og en mindre udledning af CO2 per indbygger.

Her er et overblik over de 17 verdensmål:

* Afskaf fattigdom.

* Stop sult.

* Sundhed og trivsel.

* Kvalitetsuddannelse.

* Ligestilling mellem kønnene.

* Rent vand og sanitet. 

* Bæredygtig energi. 

* Anstændige job og økonomisk vækst.

* Industri, innovation og infrastruktur.

* Mindre ulighed.

* Bæredygtige byer og lokalsamfund.

* Ansvarligt forbrug og produktion.

* Klimaindsats.

* Livet i havet.

* Livet på land.

* Fred, retfærdighed og stærke institutioner.

* Partnerskaber for handling. 

Kilde: Finansministeriet og Bertelsmann Stiftung.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce