Skattefradrag har fået enlige forældre til at arbejde mere

Velfærd

11/11/2016 11:37

Nick Allentoft

Et særligt beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere har virket efter hensigten, viser analyse.

Skattereformen fra 2012 huskes måske bedst for den splid, den skabte internt i S-R-SF regeringen, og de skår, den slog i forholdet til støttepartiet Enhedslisten.

Daværende finansminister Bjarne Corydon (S) og skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) fik drøje hug for en reform, der blandt andet sænkede selskabsskatten og hævede topskattegrænsen.

Men fire år senere er det nu dokumenteret, at i hvert fald et af reformens elementer, et særligt beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere, har haft den ønskede effekt.

Det fremgår af en evaluering, konsulentfirmaet Højbjerre Brauer Schultz har foretaget for Skatteministeriet.

Fradraget er på op til 18.800 kroner årligt. Det er rettet særligt mod enlige forsørgere.

De mærker i særlig grad, at for eksempel tilskud til daginstitutioner og boligstøtte aftrappes, hvis der kommer ekstra i lønningsposen.

Evalueringens hovedresultat er, at flere enlige forsørgere end enlige uden job er kommet i arbejde. Og dem, der allerede var i arbejde, har en højere indkomst end før - også væsentligt mere end enlige uden børn.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V), hvis parti stod bag reformen sammen med den daværende regering, glæder sig over resultatet.

- Det er rigtig positivt, at de økonomiske håndtag, vi skruer på ved forhandlingsbordet, virker i den virkelige verden, siger han.

Regeringen vil gerne gøre mere i samme retning, understreger han, hvis der vel at mærke kan findes penge til skattelettelser.

Han henviser til, at et jobfradrag er et centralt element i den plan for dansk økonomi frem til 2025, som regeringen har fremlagt, men efterfølgende har udskudt på ubestemt tid.

- 2025-planen er udskudt, ikke skudt ned, siger Karsten Lauritzen.

Skattefradraget trådte først i kraft 1. januar 2014. Derfor er det kun de kortsigtede effekter, der måles i evalueringen.

- Det kan meget vel tænkes, at effekterne vil være større på længere sigt, skriver konsulenterne i rapporten.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce