Sygehuse får millionbonus for hurtigt raske patienter

Ledelse

26/01/2016 13:57

Nick Allentoft

Et nyt forsøg udløser en bonus på et par millioner kroner, hvis sygehuse kan gøre patienter hurtigt raske.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sørg for, at jeres patienter bliver hurtigt raske og få en bonus på et par millioner kroner. 

Det er hovedbudskabet i en forsøgsordning, som Region Syddanmark indfører på sit rygcenter i Middelfart, skriver Berlingske. 

Formålet er, at patienter hurtigst muligt skal have den bedst mulige behandling. Samtidig tages der et skridt mod at bruge økonomiske incitamenter som belønning i det danske sundhedsvæsen. 

- Patienten skal opleve, at han eller hun får det bedre. Det er målet. Derfor prøver vi at vende det lidt om, så det er kvaliteten, der har betydning for afdelingens økonomi, og det ikke alene er et spørgsmål om at få behandlet flest mulige patienter, siger formanden for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen (S).

På rygcenteret i Middelfart lanceres bonusordningen samtidig med en sparerunde, hvor der bliver trukket to millioner kroner fra budgettet. De to millioner kan centeret dog få tilbage, hvis otte såkaldte kvalitetsmål bliver opfyldt. 

Og det er ikke kun i Middelfart, at en hurtig og god patientbehandling skal udløse bonus. Lignende projekter er også i gang i andre regioner, skriver Berlingske. 

Det nye forsøg får stor opbakning fra sundhedsminister Sophie Løhde (V). Hun har allerede bebudet, at der skal formuleres en række nationale kvalitetsmål på området. 

- Generelt skal sygehusvæsnet have større fokus på, at den behandling patienterne får, har en høj kvalitet, siger sundhedsministeren til Berlingske. 

- Det nytter jo ikke noget, at patienterne kommer hurtigt til og for eksempel bliver hurtigt opereret, hvis behandlingskvaliteten stadig halter. De to ting skal gå hånd i hånd.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.