Topchefer i tre store virksomheder i skarp kritik af regeringens klimaplan

Bæredygtighed

10/12/2018 08:13

Nick Allentoft

Vi bør hæve ambitionerne for klimaindsatsen, og det skal gøres i en fart, siger topchefer. Minister afviser.

Topchefer i en række af Danmarks største virksomheder kommer nu med en direkte appel til regeringen om at skrue markant op for ambitionerne i klimaindsatsen. 

Det skriver Berlingske. 

Opfordringen kommer i kølvandet på massiv kritik af regeringens stort anlagte klimaudspil fra oktober. 

- Både som borger og leder af Novozymes mener jeg, at vi bør hæve ambitionerne, siger Peder Holk Nielsen, administrerende direktør i Novozymes. 

Bæredygtighed

Vi samler de væsentlige historier om bæredygtig omstilling her.

 

For to uger siden kritiserede Klimarådet, der rådgiver og overvåger regeringen i spørgsmål om den klimaindsats, regeringens politik på en stribe punkter. 

Med den nuværende politik vil reduktionen af CO2-udslippet fra 2020 blive sænket til en fjerdedel af det tempo, det er i dag. 

Uden yderligere klimavenlige initiativer vil Danmark ikke nå i mål med en række hovedmål for at reducere CO2-udledningen, konkluderer Klimarådet. 

Administrerende direktør i Danfoss Kim Fausing hæfter sig ved det tabte tempo i at reducere Danmarks CO2-udledning. 

- Det bør få alle alarmklokker til at ringe. Vi ved, at potentialet til at gøre mere er stort. Vi ved også, at hvis vi ikke kommer i gang nu, så venter der det danske samfund en milliardregning i den nærmeste fremtid, siger han. 

Fausing har sammen med topchefer i Grundfos, Velux og Rockwool i et debatindlæg i Berlingske direkte opfordret regeringen til at hæve de danske ambitioner på klimaområdet. 

Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) afviser kritikken fra erhvervslederne. 

- Danmark presser på i EU for så høje mål som muligt i forhold til energieffektivitet og for fælles regler på tværs af EU. Det er det mest effektive, for det nytter ikke noget, at ét land går langt videre end alle andre, siger Lilleholt til Berlingske. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce