TV2-medarbejderne er i chok over Dyrbys fald

Ledelse

10/11/2015 13:34

Nick Allentoft

Dyrby stopper på TV2. Det sker på grund af en affære, hvor der har været udvekslet kompromitterende materiale.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Michael Dyrby fratræder sin stilling som nyhedsdirektør på TV2 med øjeblikkelig virkning. Nyhedsdirektøren har opsagt sin stilling på grund af private forhold, oplyser TV2 tirsdag på sin hjemmeside.

57-årige Dyrby orienterede TV2's direktør, Merete Eldrup, mandag, hvor de blev enige om, at det ikke kunne være anderledes.

Dyrby har haft en affære, fortæller han selv i pressemeddelelsen. Det er den, som har udløst hans fratrædelse.

- Jeg har for nylig haft en kortvarig affære. I den anledning har jeg truffet nogle hensynsløse og forkerte beslutninger, der har sat mig i en sårbar position.

- Det kan man ikke som nyhedsdirektør. I forbindelse med affæren har der været udvekslet kompromitterende materiale.

- Det er beskyttet af lov om privatlivets fred, men kan udnyttes. Jeg har ikke været udsat for afpresning, men materialets tilstedeværelse er nok, siger han i pressemeddelelsen.

Det er en kvinde uden for TV2, som Dyrby har haft en affære med, oplyser han i en intern mail til medarbejderne på TV2. Han skriver samtidig, at flere medier siden har vist interesse for sagen.

Der er mindst et medie, der har været i besiddelse af det "kompromitterende materiale". BT skriver i en artikel, at mediet i noget tid har været i besiddelse af materialet, men har valgt ikke at bringe det.

Det drejer sig ifølge avisen om "sms'er med seksuelt indhold og flere nøgenbilleder", som Dyrby har sendt til sin elskerinde.

Det var Dyrbys eget valg at trække sig fra stillingen som nyhedsdirektør, fortæller han.

Han siger blandt andet, at det er nødvendigt, at "en nyhedsdirektør både internt og eksternt bliver respekteret og opfattet som en leder, der træffer velovervejede og rigtige beslutninger".

Han bliver afløst af Mikkel Hertz, som konstitueres som nyhedsdirektør. Mikkel Hertz er nyhedschef og leder af nyhedscentret.

Dyrby har arbejdet i TV2-regi siden 1989. I april 2010 indtrådte han i direktionen. Merete Eldrup takker Dyrby for hans indsats.

- Det er med beklagelse, at jeg må tage Michael Dyrbys opsigelse til efterretning, men jeg respekterer hans beslutning.

- Michael Dyrby har været en engageret kollega og en kompetent nyhedsdirektør, som har tjent TV2 i mange år og været med til at sikre vores position i nyhedsbilledet i dag, siger hun.

  TV2-medarbejderne: Ligger, som han har redt Medarbejderne på TV2 var forstenede og i chok, da nyhedsdirektør Michael Dyrby tirsdag kaldte medarbejderne sammen på Kvægtorvet i Odense og via videolink til redaktionen i København fortalte, at han på grund en affære forlader sin stilling med øjeblikkelig virkning.   Choktilstanden blev afløst af spontane klapsalver i de propfyldte lokaler, fortæller Lennart Sten, tillidsrepræsentant på TV2.   - Klapsalverne kom af respekt og som tak for det, han som nyhedsdirektør har opnået og som en accept af hans beslutning, siger Lennart Sten til Ritzau.   - Det groteske i det her er, at han ikke falder for seertal og dårlige produkter. Han falder, fordi han har været en klovn på det private plan.   - Det er synd for familien, men han ligger, som han har redt.   Som tillidsrepræsentant har Lennart Sten kendt til Michael Dyrbys beslutning i under et døgn. Dyrby ringede selv til tillidsrepræsentanten.   Michael Dyrby siger, at han går, fordi han har sat sig i en sårbar position. I forbindelse med en affære er der blevet udvekslet "kompromitterende materiale".   Ifølge B.T. drejer det sig om sms'er med seksuelt indhold og nøgenbilleder.   - Der er jo ingen, der ved, hvad der er på de videoer eller billeder eller de sms'er, der cirkulerer rundt, siger Lennart Sten.   - Men han har gået og kigget sig nervøst over skulderen hele tiden og været bange for, hvornår det her kom frem. Så han var bange for at blive indhentet af sin fortid, siger Lennart Sten og fortsætter:    - Kan man sidde i Presselogen på TV2 News og snakke om etik, hvis man lige har været på forsiden af Se & Hør? Det er det valg, at han ikke ville have, at TV2 tog for ham.   Om Michael Dyrbys beslutning om at gå siger Lennart Sten:   - Jeg forstår den og respekterer den.   Han kalder Michael Dyrby for "Danmarks måske dygtigste journalist og redaktør" og "et journalistisk fyrtårn".    - Han kom ind ad bagdøren fra parkeringspladsen som en bondeknold i 1994, og han forlader TV2 gennem hoveddøren. Han tager konsekvensen af sin handling.   Men timingen kunne næppe være dårligere.   - News og 19 Nyhederne skal relanceres her i december, og vi er ved at ansætte nye chefer. Jeg ved ikke, om et tidspunkt kan være godt, men det her er overhovedet ikke godt.   Lennart Sten omtaler Michael Dyrby som en meget synlig leder, der har haft et personligt forhold til alle medarbejdere.    - Han har kendt hver enkelt og via sms og mails sendt ros, når man har udført et godt stykke arbejde.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.