Unge: Helt fair, at kontanthjælpsmodtagere bliver fattigere

Politik

15/01/2015 11:15

Suleman Haider

Kontanthjælpsmodtageren, der kæmper for at kunne betale huslejen, får ingen medfølelse fra den unge generation.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Unge løfter heller ikke et øjenbryn over, at IT-eksperten og bankdirektøren køber mærkevarer og svinger dankortet på dyre restauranter. Uligheden bekymrer nemlig ikke de unge.

Det skriver Avisen.dk. Næsten hver anden dansker mellem 18 og 29 år oplever kun i mindre grad eller slet ikke, at uligheden mellem rig og fattig er et problem i dagens Danmark. Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4 og Avisen.dk.

Og kun hver femte dansker under tredive år mener, at uligheden i høj grad er et problem under danske himmelstrøg.

Helt anderledes ser det ud i aldersgruppen 50 – 59-årige. Her angiver hver anden dansker i 50'erne, at uligheden er et stort problem.

Velfærdsforsker på Roskilde Universitet, professor Bent Greve, kalder det overraskende, at så mange unge er ligeglade med ulighed. Især fordi uligheden er vokset i kølvandet på finanskrisen og under Helle Thorning-Schmidts regering.

- De unge er måske blevet lidt mere blå end tidligere og også lidt mere egoistiske. De tænker lidt mere på sig selv end på fælles fællesskabet. De er simpelthen blevet mindre solidariske, siger Bent Greve til Avisen.dk.

Ifølge valgforsker på Aalborg Universitet, professor Jørgen Goul Andersen, afspejler undersøgelsen, at unge i dag er vokset op i en tid, hvor målet om lighed ikke har været prioriteret særlig højt.

- Dem, der er i 50'erne i dag, fik lighedsideologien ind med modermælken og var unge i 1970'erne, hvor der var en stærk venstredrejning. I dag fylder lighed ikke så meget i debatten, og derfor ser vi, at de unge går deres egne veje og ikke anser ulighed som et problem i samme omfang som de lidt ældre generationer, siger Jørgen Goul Andersen til Avisen.dk.

Morten Ryom, der er smedelærling og socialdemokratisk folketingskandidat i Aalborg, er godt gal i skralden over, at hver anden på hans egen alder ikke er bekymret over ulighed.

- Jeg bliver lidt ked af det, når jeg hører, at de unge ikke kan se vigtigheden af, at vi har så lille ulighed mellem rig og fattig. Jeg håber, at de unge vokser fra det, for eller er jeg mildt sagt bekymret for, hvordan Danmark kommer til at se ud i fremtiden. Jeg er megabekymret for et liberalt Danmark, siger Morten Ryom til Avisen.dk.

At uligheden er steget i Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode gør kun ondt værre, påpeger han.

Folketingsmedlem fra Venstre, Jakob Engel-Schmidt glæder sig over, at den unge generations holdninger flugter med Venstres holdning til ulighed.

- Ulighed er ikke et problem, hvis det betyder, at samfundet som helhed bliver rigere. Og det argument tror jeg, at rigtig mange unge har købt. Selv den franske stjerneøkonom Piketty siger jo, at ulighed i mindre grad kan være med til at drive væksten og dermed beskæftigelsen i et samfund, siger han til Avisen.dk.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.