"Centraliseringen har gjort rigtig ondt på de yderste dele af Danmark", siger Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S).

Yderområder frygter nye brudte valgløfter

Politik

04/06/2015 11:43

Mikkel Sarka

Politikerne har masser af idéer til, hvad der kan løfte landets yderområder. Men ifølge Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen, så kniber det med at indfri idéerne, når først valgene er overstået.

Hele Danmark skal nyde godt af den økonomiske fremgang. Sådan lyder budskabet fra stort set hele det politiske spektrum på Christiansborg. Men én ting er løfter under en valgkamp, noget andet er, hvad der sker efter valget.

Ved seneste folketingsvalg skortede det heller ikke på løfter til det, der nu har fået navnet Udkantsdanmark eller Vandkantsdanmark, men mange af løfterne endte med ikke at blive holdt.

Nu frygter nogle af yderområdernes fortalere, at det samme kan ske igen.

- Centraliseringen har gjort rigtig ondt på de yderste dele af Danmark, siger Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S).

- Jeg håber, det kan lykkes at holde det på dagsordenen denne her gang.

Ved sidste folketingsvalg lovede SF blandt andet 10 ekstra lægeambulancer til yderområderne, mens Socialdemokraterne lovede at bevare akutfunktionen på Svendborg Sygehus. Begge dele blev droppet efter valget.

Finn Slumstrup, der er talsperson for netværket Oprør fra Udkanten, frygter ligesom Lollands borgmester, at yderområderne bliver glemt igen efter valget.

- Vi har samme mønster som ved forrige valg: Oppositionen lover masser af opmærksomhed, og regeringen er lidt mere tilbageholdende, konstaterer han.

Både han og Holger Schou Rasmussen mener dog, at der er sket positive ting i den forgangne regeringsperiode. Finn Slumstrup peger på, at det nu bliver billigere at transportere gods til havs.

Ifølge en nyligt offentliggjort rapport fra de økonomiske vismænd er der en tendens til, at borgere i yderkommuner har lavere indkomst end indbyggerne i de store byer.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) mener ikke, at borgerne i de tyndt befolkede egne behøver at frygte, at regeringen løber fra sine løfter til yderområderne. Han fremhæver blandt andet planerne om en togfond, der skal sikre kortere rejsetid mellem landets egne.

- Vi har gjort historisk meget for landdistrikterne. Samlet set har vi brugt milliarder af kroner på det her spørgsmål, siger han.

En gruppe af Venstrefolk anført af Hans Christian Schmidt er begyndt at samle underskrifter ind på nettet til fordel for at flytte statslige arbejdspladser til provinsen. Venstrefolkene har blandt andet peget på Energistyrelsen og Naturstyrelsen.

Mest Læste

Annonce