Ole foran et Abetræ Araucaria Araucana på Bispebjerg kirkegård. Foto: Privat
Ole foran et Abetræ Araucaria Araucana på Bispebjerg kirkegård. Foto: Privat

50 år med udvikling i udlandet: "Vi giver dem al den gratis, friske luft, de vil have"

Bøger

19/06/2024 13:20

J. Bøgen

Hans tiptipoldefar var med til at forberede Grundloven, men for Ole Stokholm Jepsen var det aldrig planen at blive i Danmark.

En dag i 2006 var Ole Stokholm Jepsen på vej til et møde i Landbrugsministeriet i Baghdad. Det lå et par kilometer fra "den grønne zone", hvor de internationale organisationer havde hjemme.

Bilen, han var i, var nogle minutter forsinket, og det reddede muligvis Ole Stokholm Jepsen og hans danske livvagters liv.

4-5 minutters kørsel foran deres bil var der nemlig en bilbombe, der eksploderede. En bombe, der meget vel kunne have ramt den bil, Ole Stokholm Jepsen sad i.

Med 50 års erfaring med udviklingsarbejde i udlandet er der ikke noget at sige til, at agronom Ole Stokholm Jepsen har oplevet lidt af hvert - særligt da de sidste 20 år har været brugt i konfliktområder som Irak, Afghanistan og Sydsudan.

Ikke desto mindre lever Ole Stokholm Jepsen i bedste velgående, og nu vil han dele ud af sine oplevelser fra et halvt århundrede med udviklingsarbejdet i forhold til fremtidig langsigtet samarbejde i forhold til bæredygtigt landbrug, klimatilpasning, ungdom, migration, ligestilling og privatsektorudvikling.

Ja, der er nok at tage fat på i bogen "En finger i jorden", der udkommer i dag.

Lavpraktiske løsninger på globale udfordringer

Ole Stokholm Jepsen er født i 1945 og opvokset i Lemvig med tre brødre. Hans familie har rødder i det vestjyske landbrug mange hundrede år tilbage, og faktisk var hans tiptipoldefar Ole Christian Christensen Kirk ("Wolle Kirk") et af de 152 medlemmer af Den Grundlovgivende Rigsforsamling som vedtog Grundloven.

Danmark var imidlertid aldrig planen for Ole.

"Jeg var bevidst om tidligt at jeg ville have den højeste uddannelse indenfor landbrug og at jeg gerne ville ud i verden. Jeg blev agronom i 1970 og har siden da været aktiv involveret med udviklingsarbejde. Min familie har været med i en række udstationeringer og har altid bakket op omkring mit arbejde også i de seneste mange år med bopæl i Gilleleje hvorfra jeg hovedsageligt har arbejdet uden medfølgende familie i konfliktområder."

Og ud i verden må man sige, Ole Stokholm Jepsen er kommet. Igennem 50 år har han arbejdet med udviklingsarbejde i et utal af lande i Afrika, Mellemøsten og Asien.

Mange, og lange, ture, der har givet Ole et indblik i, hvad der helt konkret kan gøres for at sikre en langsigtet bæredygtig udvikling i det globale syd. Selvfølgelig vil han gerne nå ud til både politikere og andre beslutningstagere, men håbet er at kunne give noget læring til enhver, der interesserer sig for vores verden.

"Mange læsere vil forhåbentlig kunne bruge nogle af mine anbefalinger og forslag i processen med at forbedre langsigtet og forpligtigende samarbejde mellem det Globale Syd og det Globale Nord som også omfatter de store Globale udfordringer," siger han.

Afsted i bil på tre hjul

Ole Stokholm Jepsen har aldrig følt sig egentlig skræmt under sine ture ud i verden. Den farligste situation, han kan komme i tanker om, er episoden med bilbomben i Baghdad.

Men med så mange forskellige lande og kulturer, er det imidlertid blevet til en god portion underholdende anekdoter.

"Jeg synes at en af de sjove oplevelser var da jeg sammen med den daværende irakiske landbrugsminister Dr. Sawsan Sharifi var på besøg hos den daværende danske landbrugsminister Hans Christian Schmidt hvor den irakiske landbrugsminister spurgte om der da slet ikke var noget som staten gav de danske landmænd (i Mellemøsten er landbruget i stor udstrækning subsidieret). Hertil svarede den danske landbrugsminister. Jo vi giver dem gratis frisk luft, lige så meget de vil have," husker Ole Stokholm Jepsen.

Et andet minde stammer fra et større møde om privatskektorudviklingen i Tanzania. Her var der udbredt skepsis blandt embedsmændene i ministerierne i forhold til sådan en udvikling, men departementschefen satte hurtigt tingene på plads med følgende citat: "Dem som ikke støtter denne udvikling risikerer at miste deres uniform."

I den mere håndgribelige del af minderne, husker Ole en køretur med sin kone Vivi og deres søn Jakob. Deres landrover havde været til service på et værksted, og da de havde kørt en tid på en ørkensandvej, røg det ene hjul af, fordi det ikke var blevet spændt ordentligt fast på værkstedet.

"Jeg tænkte i det øjeblik, at det var ligesom en vittighed at se hjulet køre ude i savannen. Vi fik stoppet bilen, fundet hjulet og tre af møtrikkerne, så vi kunne sætte det på igen og forsigtigt køre tilbage til værkstedet i Francistown."

Den største forskel

Der er ingen tvivl om, at Ole Stokholm Jepsen har spillet en stor rolle i udviklingen i de områder, han har været gennem et halvt århundrede.

Alligevel er der et bestemt område, hvor han kunne se de største, konkrete resultater af sit arbejde.

"Jeg føler klart, at det er i Sydsudan der havde været i konfliktsituation over 30 til 40 år. Jeg har bidraget til en process udvikling der virkelig gjorde en forskel nu og her og også langsigtet. Mange lavpraktiske succesfulde interventioner bliver multipliceret af private producenter af fødevareprodukter, kvinder skabte egne indkomster individuel og i grupper og investerede i nye indkomst genererende aktiviteter og unge mennesker skabte ligeledes indkomstgenererende aktiviteter. Dette skete fordi aktørerne oplevede at det var noget de kunne tage ejerskab og ansvar for og det var noget de kunne bygge deres egen fremtid på."

3 råd til den almene dansker

Klimaforandringerne er noget, mennesker over hele kloden må forholde sig til, men der er ikke nogen tvivl om, at allerede udsatte lande og regioner, er nogle af de steder, der risikerer at blive hårdest ramt.

"Udviklingsarbejde har i meget stor udstrækning fundet sted i Afrika og det ser ud til at det især er i mange områder af Afrika at klimaændringer opleves med stor effekt og påvirker levevilkårene for mange fattige samfund i negativ retning, hvilket ofte bidrager til regional og international migration. Det er derfor vigtigt, at udviklingsarbejde bliver mere langsigtet forpligtigende samarbejde hvor tilpasning til klimaændringer indgår så de bliver en del af privatsektor udviklingstiltag hvor individuelle borgere og samfund tager ejerskab og ansvar og vælger at skabe deres fremtid i deres hjemlande fordi de kan se og opleve at det er muligt og fordelagtigt," forklarer Ole Stokholm Jepsen.

Men du behøver ikke tage til udlandet eller uddanne dig som agronom for at kunne hjælpe med udviklingsarbejdet. Det kan du nemlig gøre i den dagligdag.

Ole Stokholm Jepsen mener ikke nødvendigvis, at hans erfaringer fra hans professionelle arbejde kan overføres til danskernes hverdag, men han har ved selvsyn set, hvad klimaforandringerne har af konsekvenser andre steder end i Danmark.

Derfor har han tre råd til dig, der gerne vil gøre noget for at hjælpe mennesker i helt andre verdensdele:

"Begræns flyrejser, køb hovedsagelig basisfødevarer og andre fornødenheder, der er produceret i Danmark og i Europa for at begrænse transport CO2-udledning, og opsaml regnvand fra hustaget til havevanding for at begrænse forbruget af drikkevand."

"En finger i jorden" udkommer i dag på forlaget Historia.

Mest Læste

Annonce