Er det diagnoserne, der skal afgøre et barns fremtid - eller hvordan det kan få hjælp i fremtidens velfærdsmodel, spørger børne- og ungepsykiater.

Børnepsykiater efterlyser et etisk kodeks for samarbejde mellem mennesker og social- og sundhedsvæsenet

Velfærdssystemet glemmer de mennesker - børn, unge, forældre - som det hele handler om, når der skal ydes hjælp. Børne- og Ungdomspsykiater efterlyser et kodeks, der forstærker en ny vej med inddragelse, dialog og åbenhed.

Efter Etisk Råd har skudt en vigtig debat igang, får jeg lyst til at spørge: Hvem skal bestemme over mit liv, når jeg har brug for hjælp?

Når man møder mennesker i nød er det ikke svært at lytte og vide, at vi skal hjælpe. Og det er ligegyldigt om det er syriske flygtninge på en landevej eller en lille autistisk pige i skolen. Men landet fattes penge, så velfærdssystemet har udtænkt en snedig metode: De der træffer beslutninger må ikke møde de mennesker der skal hjælpes, for så er det meget nemmere at sige nej.
 
Derudover tilfører mange os en anden genistreg: Vi beslutter, at de mennesker, der har brug for hjælp er svage, og ikke selv er kloge nok til at kunne definere hvad problemet er, eller hvilken hjælp de skal have. Så behøver vi ikke inddrage dem i alt for mange samtaler eller møder, og vi sagsbehandlere, læger og psykologer kan mødes uden deres tilstedeværelse og tage beslutninger henover hovedet på dem.
 
 
Risikoen for at vi kommer til at agere som om vi er magtfuldkomne er enorm, når vi sætter et system op, hvor barn og forældre ikke har magten til at være med til at definere hvad problemet er og beslutte hvad der skal ske.

Magtesløsheden

"Jeg kan ikke forstå hvordan mennesker der aldrig har mødt mig eller min mor kan bestemme hvordan det er."

Således sagde en pige, der stod til at blive tvangsfjernet fra sin mor.

Hun oplevede, at de voksne aldrig spurgte hende hvad hun oplevede, og at dem der talte med hendes mor ikke ville tro på moderen.

Flere og flere familier oplever at kommunen ikke vil acceptere den diagnose barnet har fået i børnepsykiatrien. De siger bare, at de ikke ser de problemer i skolen, som forældrene beskriver derhjemme, hvorefter de beslutter, at det er forældrene der er noget galt med. Så behøver de ikke at give barnet et specialskoletilbud.

"Vi bliver ikke hørt, og de bestemmer helt vildt vigtige ting for vores liv."

Sætninger som denne hører vi alt for ofte fra borgere, som stadig har vilje og ressourcer tilbage efter årelange sager i systemet. Tænk hvis systemet forstod at aktivere de ressourcer, som vi påstår, at alle udsatte borgere ønsker at bidrage med.

De tre store problemer

Jeg tror, der er mindst tre årsager som står i vejen for at give god hjælp:

Velfærdsstat eller velfærdssamfund - hvor er velfærdsmodellen

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

1. Misforstået beskyttelse af "svage"

Vi som hjælpere støtter os til den tanke, at vi skal beskytte de svage, og de svage er barnet. Vi glemmer at, at børn vil høres, og at de kan sige noget fornuftigt om den situation de er i. Barnet skal høres, barnet har ret til og kan udtale sig om hvad det har brug for. (Det siger loven faktisk vi skal, men det sker bare ikke altid i praksis)

2. Sagsbehandling uden ører

Lige nu defineres problemet i visitationsudvalg i kommunerne og på konferencer på hospitalerne, uden barnet eller forældrenes deltagelse. Og i værste tilfælde medfører det at forældrene bliver gjort til problemet. Og er de først placeret i den position, er der ingen der lytter til dem.

3. Den negative spiral

Når riget fattes penge og tid, står de hjælpere som skal tilbyde hjælpen, med alt for lidt tid til dialogen og alt for få resurser til alt for mange mennesker i nød. For at overleve som ansat under de vilkår, kan man komme til at holde familiens perspektiv langt væk – for at udholde det.

 

Nyt kodeks for hjælp ønskes

Kunne vi få et nyt kodeks for, hvordan vi støtter mennesker, som har brug for hjælp?

  • Et kodeks som sikrer, at hjælp ikke hører til i et system, som for de nødstedte familier bliver en grå masse, en "de" eller "systemet", eller "kommunen-som-er-på-nakken-af-os".

  • Et kodeks som sikrer at vi ikke blot ønsker, men også i praksis tilbyder hjælp gennem et respektfuldt møde mellem mennesker.

  • Et kodeks som sikrer at det slet ikke er nødvendigt at bede om aktindsigt. For hvis man er med i hele processen, har man den allerede.

Vi kunne indlede med en regel om, at vi ikke holder møder uden barnet og forældrene er til stede, og ikke korresponderer med de andre professionelle uden at familien er med på cc.

Vi ved, at der er mange, der er på vej med dette. Der findes afdelinger i Børne- og ungdomspsykiatrien hvor forældrene deltager i konferencerne. Findes der visitationsudvalgsmøder, hvor forældrene deltager ude i kommunerne?

Hvordan kan vi få dem, der er godt på vej, til at udbrede den dialog, som hjælper børn til selv at blive hørt og involveret i det der skal ske i deres liv, og som tror på forældrene som børnenes talerør? Som fagprofessionelle må vi støtte hinanden i at give retten til at bestemme over eget liv tilbage til de børn og familier, der har brug for vores hjælp.

 

Emneord: Diagnoser, Sagsbehandling, Upersonlige systemer, ADHD, Udsatte børn og unge, Udsatte familier, Psykiatrien, Psykiatriske patienter, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Kvmail2017
Nina Tejs Jørring på DenOffentlige.dk Psykiatrien er ikke længere tabu, men det er stadig voldsomt stigmatiserende at have en psykisk lidelse. Det skal ændres. Mennesker med psykisk sygdom skal behandles med samme respekt og omsorg...
Aktivitet: Artikler: 35 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 28.01.16 Bente Stenfalk
    Børn med energitabs-sygdomme

    Børn med energitabs-sygdomme er i fare for at blive tvangsfjernet.

    'Systemet' tror ikke på, at et barn kan miste energien efter infektioner eller vaccinationer, og derfor tror 'systemet' at det er forældrene, som gør barnet sygt.

    Hverken skole eller kommune vil acceptere langtids-syge børn. Børn har ikke RET til at være syge. Og det burde laves om, som beskrevet i artiklen, så barn og forældre ALTID indrages i samtaler mellem de involverede parter, og så der lyttes til både barn og forældre.

    Som det er nu, bliver barnet som regel ikke hørt, og forældrene skal hele tiden forsvare sig imod mistro, SAMTIDIG med at de skal klare det syge barn og sorgen over, at barnet ikke kan klare det, andre børn kan i det mindste for tiden.

    Så jeg kan kun opfordre til en ny LYTTENDE og ACCEPTERENDE kultur omkring langtids-syge børn. Alle ønsker at barnet bliver rask, og der er en tvangsanbringelse ikke den rette løsning. Det er FRED og sund mad til gengæld i hvert fald i et langt stykke tid.

  • 28.01.16 gitte kalsen
    En ret sal for kun dem der er konstateret hjerneskadet der er endt kun pågrund af kommunere

    Vi burde have et nyt ret-system i danmark for alle dem der har fået konstateret hjerneskade af være i systemet. De burde få fri proces når de er på bistandshjælp eller for pension eller ligende til advokatbistand. Så skal kommunerne nok begynde at tænke sig noget mere om. Det kunne være en dommer som børne-advokat, psykiater, psykolog, læge,bisidder. Der kun skal tage sig af disse sager. Venlig hilsen Gitte

  • 27.01.16 Nina
    ja, samarbejde er en god investering

    Ja. Den dag vi bliver honoreret for at samarbejde bliver en god dag. :-)

  • 27.01.16 Mie Bonde
    Når riget fattes penge

    Tak for dit indlæg - det er både relevant og meget vedkommende.
    Du beskriver netop det store problem med at skabe sammenhæng, som disse familier oplever igen og igen. Sammenhæng i forståelsen og i tiltag, men også evnen til at se på når noget ikke lykkes og ikke blot gentage de samme løsninger igen og igen. Dette opnås meget lettere, når man sidder omkring det samme bord og hjælper hinanden til at opnå forståelse for muligheder og begrænsninger. Så vi må håbe på, at der kan skabes forståelse for, at den time vi bruger sammen, sparer tid i det lange løb.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også