’Bolig først-tilgangen’ og partnerskab hjælper unge hjemløse

Velfærd

03/11/2017 10:36

Tina Juul Rasmussen

En særlig indsats for unge hjemløse i Esbjerg Kommune har båret frugt med partnerskab og 'housing-first'-tilgang.

På ESN’s jubilæumskonference på Malta i juni var jeg inviteret til at fortælle om Esbjerg Kommunes særlige indsats og partnerskab for unge hjemløse. Workshoppen blev gennemført i samarbejde med specialkonsulent Karin Egholm fra Socialstyrelsen og projektleder Lise Würsching fra Esbjerg Kommune:

FSD Socialchefer i Danmark

FSD Socialchefer i Danmark er udgivere på DenOffentlige, hvor de deler viden og erfaringer. 
 Læs flere indlæg fra FSD og dens medlemmer her. 

 

Nicolai er 23 år gammel. For syv måneder siden var han 'sofa-surfer', tog narkotika og havde ingen rigtige venner – kun narkotikarelaterede bekendte og en stor gæld. I dag har han sin egen lejlighed og får hjælp til at styre sit stofmisbrug, sine penge og få nye venner. Han siger selv, at han føler sig tryg, rolig og har kontrol over sit eget liv.

Fra sofa-surfer til egen lejlighed
Nicolai er en af dem, som har haft glæde af det partnerskab og nye tilgang til unge hjemløse, som Esbjerg Kommune har stået i spidsen for. Siden 2009 har den nationale strategi for hjemløshed i Danmark været ’bolig først’-tilgangen (housing first, red.). 

Og vi ved fra indsamlede data, at den virker: Af de 1.500 borgere, der støttes gennem ’bolig først’-ordningen, har ni ud af ti været i stand til at tage hånd om deres egen bolig. Så selvom vi har set en stigning i hjemløsheden i Danmark, er den betydeligt lavere i de kommuner, der har brugt ’bolig først'-tilgangen, sammenlignet med dem, der ikke har.

Partnerskab hjælper unge hjemløse
Tilgangen kræver dog betydelig støtte fra kommunens socialarbejdere. Men vi ved også, at indsatsen ikke altid har fungeret godt for unge hjemløse. Hjemløsheden blandt de 18-24årige er fortsat alt for høj, og derfor ønskede vi i Esbjerg Kommune at gøre en ekstra indsats for denne gruppe og afprøve en ny tilgang – og ikke bare lave en ny institution til dem.

Vores ønske var, at de skulle have deres eget hjem fra begyndelsen af vores arbejde med dem, og vi ønskede at samarbejde med boligorganisationer og frivillige i forskellige ngo’er. Derfor etablerede vi et nyt projekt med teknisk og økonomisk støtte fra Socialstyrelsen, der siden juni 2015 har investeret mere end 250.000 kr. i projektet.

Får billige lejligheder
På baggrund af ’bolig først’-princippet har vi skabt et partnerskab mellem Esbjerg Kommune, lokale boligforeninger, et herberg og foreningen Hjemløses Venner. Partnerskabet giver straks unge hjemløse små, billige lejligheder uden krav om, at de først skal forbi et herberg. Til gengæld skal de samtykke skriftligt til, at de vil samarbejde med os og med vores partnere.

Lejlighederne ligger i almindelige boligområ­der blandt andre beboere. De frivillige hjælper med at gøre lejligheden til et hjem og tilbyder støtte på områder, som kommunen ikke dækker. De hjælper bl.a. de unge med at skabe et nyt og konstruktivt netværk. Efter seks måneder vurderer vi, om de unge kan klare sig alene med støtte fra de frivillige, eller om de har brug for yderligere støtte fra vores team af specialmedarbejdere. Hvis de kan klare sig selv, underskriver de en ordinær lejekontrakt på lejligheden.

15 unge hjemløse har fået hjælp
I de sidste 18 måneder har vi arbejdet på denne unikke måde med 15 unge mennesker. To af dem havde brug for mere hjælp og er blevet henvist til en specialinstitution, men de øvrige har nu almindelige lejekontrakter på deres lejligheder. En af dem er Nicolai.

Læs mere om Esbjerg Kommunes hjemløseindsats på esbjergkommune.dk (søg på 'unge hjemløse').

Fakta: FSD I EUROPÆISK NETVÆRK
FSD sad med ved bordet, da otte europæiske socialchefer i november 1998 grundlagde the European Social Network (ESN). Siden da er ESN vokset til nu at have mere end 125 medlemsorganisationer i 35 forskellige lande i Europa. FSD bidrager stadig til dette inter-europæiske samarbejde på tværs af socialchefforeningerne gennem vores plads i ESN’s bestyrelse.
Læs mere på esn-eu.org

Artiklen har været bragt i FSD's Årsmødeavis som optakt til foreningens årsmøde i november.

Mest Læste

Annonce