Brande hærger asylcentre i Sverige

Politik

18/10/2015 16:56

Nick Allentoft

Svensk politi har mistanke om, at der i mindst otte tilfælde er tale om ildspåsættelser.

En tidligere skolebygning i Kungsbacka syd for Göteborg, som skulle tages i brug som asylcenter, brændte natten til søndag næsten ned til grunden. Det er tredje gang på få dage, at en bygning, der skulle anvendes til asylcenter, er ødelagt af en brand. 

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

Brandfolk kæmpede længe for at få kontrol over branden, men måtte i morgentimerne søndag konstatere, at over halvdelen af bygningen er totalskadet.

Skolebygningen i Onsala var gjort klar og indrettet som nyt asylmodtagecenter, men den var endnu ikke taget i brug, og der var ingen personer på stedet, da branden brød ud.

Årsagen til branden er ikke fastslået. Politiet har afspærret området for at foretage tekniske undersøgelser. 

Natten til lørdag brændte en anden skolebygning ned til grunden i byen Kånna syd for Ljungby i Småland. Også denne bygning var gjort klar som nyt asylcenter, og politiet mener, at branden er påsat.

- Meget tyder på, at branden er påsat, siger operationsleder Henrik Jonasson til Smålandsposten.

Tirsdag gik bygninger i Arløv i Skåne op i flammer. De skulle have været brugt til modtagecenter for enlige mindreårige flygtninge. Branden, som politiet også mener, er påsat, brød ud dagen før centret skulle åbnes.

Også denne brand er ved at blive efterforsket.

Omkring 10 asylcentre eller bygninger, som var ved at blive omdannet til modtagelsescentre, er i år blevet ødelagt af brande.

Svensk politi har mistanke om, at der i mindst otte af tilfældene har været tale om ildspåsættelser. Ingen personer er blevet anholdt.

Efter branden i Ljungby har politiet indledt et samarbejde med kommuner om at styrke bevogtning af eksisterende og planlagte asylcentre. 

/ritzau/TT

Mest Læste

Annonce