Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier afsætter nu 100 mio. kr. til en genstart af det gode studieliv. Pengene skal gå til faglige og trivselsrettede aktiviteter, sårbare og udsatte studerende samt til øget vejledning. Uddannelsesinstitutionerne er klar med lokale tiltag
Lige nu læser andre
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier – bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Frie Grønne – er enige om at afsætte en ramme på 100 mio. kr., som skal understøtte, at de studerende kommer tilbage til et godt studieliv.
– Både studerende, undervisere og ledelserne på vores uddannelser har leveret en kraftpræstation for at få hverdagen til at fungere på trods af corona-restriktioner og nedlukninger. Nu er der behov for at få en god genstart af studielivet. Derfor er jeg glad for, at der er bred enighed i Folketinget om at afsætte 100 mio. kr. til både faglige og sociale aktiviteter. På den måde danner vi et solidt grundlag for, at vores mere end 250.000 studerende på de videregående uddannelser kan vende godt tilbage efter sommerferien, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Midlerne er et bidrag til det store arbejde, som de videregående uddannelsesinstitutioner allerede gør for at håndtere konsekvenserne af COVID-19. De 100 mio. kr. fordeles, så 95 mio. kr. går til faglige og trivselsrettede aktiviteter, der udmøntes til de videregående uddannelsesinstitutioner. Nogle steder er det måske særligt studiestartsforløb for de nyeste studerende, der er aktuelt. Andre steder kan det være intensiverede undervisningsforløb, sommerskolekurser eller studievejledning. Herudover er partierne enige om at afsætte 3 mio. kr. til Studenterrådgivningen til en øget indsats over for sårbare og udsatte studerende, og 2 mio. kr. til Studievalg Danmark til en ekstraordinær digital vejledningsindsats for gymnasieelever samt opsøgende vejledning til afviste ansøgere til de videregående uddannelser.
Aftalen bygger oven på de 100 mio. kr., der i marts blev afsat til afgangsstuderende på uddannelser med mange praksisrettede elementer, som alle Folketingets partier stod bag. Derudover suppleres aftalen af 22,5 mio. kr. til de frivillige studenterforeninger. De penge blev afsat med den sommer- og erhvervspakke, som regeringen og et bredt flertal af folketingets partier præsenterede den 4. juni 2021.
Læs også
Pengene står ikke alene. Uddannelsesinstitutionerne selv er også klar med tiltag, der skal hjælpe de studerende tilbage til det gode studieliv.
“Vi uddanner arkitekter, designere og konservatorer. Hos os er faglighed og trivsel hinandens forudsætninger, og det kræver fysisk tilstedeværelse i undervisningen, når de studerendeskal kombinerer teori, praksis og kunst. Selv om den virtuelle del af undervisningen er gået over al forventning, har nedlukningen givet de studerende store afsavn, så vi ser frem til at give den gensidige inspiration, diskussionerne og andre lignende aktiviteter et stort skub frem ad her i efteråret,” siger formand for rektorkollegiet for de Kunstneriske og Kulturelle Uddannelser Lene Dammand Lund
“Vi ser frem til at kunne adressere vore studerendes mange forskellige behov oven på en tid med megen online undervisning. Det er også en anledning til at prøve at gå nye veje og gøre en større indsats end ellers for at sikre, at de studerende kommer godt igennem studiet og videre ud i job,” siger formand for rektorkollegiet på Danske Erhvervsakademier, Nils Egelund
“Det har været et langmodigt og svært corona-år for de studerende på professionshøjskolerne med meget online undervisning og særdeles svære vilkår for at træne sit fag og indgå i studiefællesskaber. Derfor er det meget positivt, at Folketinget nu skaber mulighed for, at studerende både får mulighed for at indhente noget af det faglige efterslæb med f.eks. sommerskolekurser, faglige brush up-kurser og studievejledning. Og afgørende, at der med sommer- og erhvervspakken tidligere på måneden kom en saltvandsindsprøjtning til alle de gode studenterdrevne initiativer vi har på professionshøjskolerne, så de studerende samtidig kan sluses tilbage i et mere normalt studieliv,” siger formand for rektorkollegiet for Danske Professionshøjskoler, Stefan Hermann
“Vores laboratorier og værksteder har været lukket for fremmøde. Det har været en stor udfordring for de studerende og underviserne. Alle er glade for igen at kunne komme og modtage undervisning, og vi hilser denne håndsrækning velkommen. Vi vil særligt fokusere på at indhente det faglige efterslæb i laboratorier og værksteder. Et eksempel er i automationsfaget, hvor de studerende under nedlukningen udelukkende brugte computersimuleringer. Nu kan de eksempelvis igen teste det teoretiske stof ved at tilkoble blandt andet pumper, sensorer og motorer til deres PLC,” siger formand for rektorkollegiet for de Maritime Uddannelser, Anders Hanberg Sørensen
“Vi er glade for, at der er politisk vilje fra så mange partier til at prioritere de studerendes trivsel efter en lang periode med restriktioner og onlineundervisning. På universiteterne er der allerede planer om initiativer, som kan sætte skub i fysiske studiemiljø igen, når vi åbner helt op. Der er brug for en genstart med masser af aktiviteter og samvær, og det skal ske i tæt samarbejde med de studerende og de mange foreninger rundt på universiteterne,” siger formand for rektorkollegiet for Danske Universiteter, Anders Bjarklev.