Chef fra Roskilde bliver ny direktør i Køge

Ledelse

06/08/2018 10:23

Nick Allentoft

Køge henter afløseren for Svend Tabor i Roskilde Kommune.

Det bliver Mette Olander, der den 6. august tiltræder som direktør for Velfærdsforvaltningen i Køge Kommune. Hun kommer fra en stilling som social- og sundhedschef i Roskilde Kommune, og har stor ledelseserfaring, samt bred erfaring fra velfærdsområdet.

Mette Olander tiltræder den 6. august 2018 som direktør for Velfærdsforvaltningen i Køge Kommune. Hun kommer fra en stilling som social- og sundhedschef i Roskilde Kommune.

Mette Olander er uddannet sygeplejerske og har arbejdet i flere år inden for psykiatrien og med undervisning. Hun har desuden en kandidatgrad i sundhedsvidenskab og klinisk forskning ved Københavns Universitet. Mette Olander har arbejdet indenfor velfærdsområdet både regionalt og kommunalt og har således bred erfaring fra velfærdsområdet - fra både medarbejder- og ledelsesperspektiv – samt stor erfaring med betjening af politiske udvalg. I hendes seneste stilling som social- og sundhedschef i Roskilde Kommune havde hun ansvaret for ca. 2.000 medarbejdere og et budget på 1,5 milliarder kroner. 

Der er ved ansættelsen blevet lagt vægt på at finde en kandidat, der formår at tænke innovativt på velfærdsområdet, sikre økonomisk stabilitet og anvendelse af nye teknologier i en stor driftsorganisation. Fastholdelse og rekruttering er i dag på dagsordenen i hele Køge Kommune - det gælder også for Velfærdsforvaltningen. Derfor bliver en af Mette Olanders vigtigste opgaver at skabe en attraktiv arbejdsplads og understøtte chefer, ledere og medarbejdere på tværs af hele Velfærdsforvaltningen.

Som leder af en af Køge Kommunes mest medarbejderrige forvaltninger er et tæt samarbejde med MED-organisationen desuden et centralt element i den nye direktørs opgaveportefølje.

”I Køge Kommune har vi store ambitioner. Mange nye borgere og virksomheder flytter ind over kommunegrænsen, og beskæftigelsen er høj. Det giver os mulighed for udvikling på en lang række parametre. Og det er der brug for i disse år, hvor kommunernes økonomi generelt er udfordret af en større og ændret befolkningssammensætning, nye typer behov og strammere rammevilkår. Det betyder, at vi skal sikre nye løsninger, der hver dag gør os endnu bedre til at løfte de opgaver, vi har, så borgerne kan føle sig trygge i Køge Kommune. Her er velfærdsområdet en vigtig brik”, siger Borgmester Marie Stærke, og fortsætter:

”Mette Olander har arbejdet med alt lige fra økonomistyring og udviklingsprojekter til digitalisering og brugerinddragelse. Hun har både været medarbejder og leder indenfor velfærdsområdet og har et stærkt kendskab til, hvad der rører sig på området. Kombinationen af hendes brede erfaring fra velfærdsområdet, hendes ledelseserfaring og hendes visioner for den fremtidige velfærd og økonomistyring i Køge Kommune gør os trygge ved, at netop hun kan håndtere de opgaver, der venter i den nærmeste fremtid og på længere sigt. Vi ser frem til det kommende samarbejde.”

Mette Olander er 53 år, bor sammen med sin mand i Lyngby og har to sønner.

 

Mest Læste

Annonce