Computere for en kvart million til kommunevalg

Politik

02/07/2013 10:36

Freja Eriksen

Valget til byråd og regionsråd er delvist digitalt i Greve. Derfor investerer kommunen i pc’er for en kvart million kroner.

Når borgerne skal stemme ved kommunalvalget og regionsvalget vil de blive mødt af valgtilforordnede med bærbare computere. Sådan har det været ved de seneste valg, og valget den 19. november er ingen undtagelse.

I alt skal Greve Kommune bruge 57 bærbare computere, for at alle de valgtilforordnede og valgsekretærerne har adgang til skærm og tastatur. Derfor vedtog byrådet i sidste uge at bruge en kvart million kroner på bærbare computere til kommunens syv valgsteder.

Borgmester Hans Barlach fremhæver, at computerudstyret betyder, at borgerne kan stemme hurtigere end i gamle dage, hvor de valgtilforordnede sad med tykke valglister på papir.

”Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt for borgerne at stemme. En af de knapper, vi kan skrue på, er, hvor lang tid det tager at stemme. Vi har erfaring for, at køerne bliver væsentligt kortere, når valglisterne er digitale. Også om morgenen og om eftermiddagen, hvor de fleste normalt stemmer,” siger Hans Barlach.

Til gengæld bliver resten af valget afviklet på papir. Stemmesedlerne er stadig meterlange, krydset skal stadig sættes med blyant, og derefter skal sedlerne proppen ned i kasser. En til regionsvalget og en til kommunalvalget.

Efter valget får skolerne computerudstyret.

Mest Læste

Annonce