COVID-19-krisen: Gratis digitale læringsplatforme til samtlige danske uddannelsesinstitutioner

Når hjemmeundervisningen mandag morgen igen går i gang for de danske elever og studerende, vil samtlige uddannelsesinstitutioner have gratis adgang til en række digitale uddannelsesplatforme. Initiativet er på blot tre dage kommet til veje gennem et samarbejde mellem en række danske EdTech-virksomheder og undervisningsministeriet og vil være til fri afbenyttelse, så længe uddannelsesinstitutionerne er lukkede.

48 danske digitale læringsvirksomheder stiller nu deres læringsplatforme gratis til rådig for landets uddannelsesinstitutioner. Det er brancheforeningen EdTech Danmark, som står bag initiativet, der vil omfatte undervisningsplatforme for alle niveauer fra grundskolen til universiteterne. Tre specialister fra henholdsvis Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DTU vil fra i morgen søndag via en hotline stå til rådighed med råd og vejledning for lærere og undervisere på alle niveauer.

Et nødhjælps-initiativ skabt på tre dage

”Vi ser det som et nødhjælps-initiativ,” siger direktøren for EdTech Danmark, Mikkel Frich, der tog initiativ til projektet allerede onsdag aften, efter regeringen havde meddelt, at samtlige uddannelsesinstitutioner ville lukke og al undervisning skulle foregå som hjemmeundervisning. På blot tre dage er det – bl.a. i dialog med undervisningsministeriet – lykkedes at skabe en samlet platform for de 48 læringsvirksomheder, som fra midnat mellem lørdag og søndag vil være aktiv på domænet http://edtechdonor.dk.

Initiativet er kommet til veje gennem det netværk, som findes blandt de danske læringsteknologiske virksomheder. Det har således ikke været en betingelse, at aktørerne har været medlem af EdTech Danmark, hvilket kun er tilfældet med halvdelen af dem.

Også interesse fra Norge, Sverige og Finland

De digitale platforme vil være gratis til rådighed, så længe Corona-krisen hærger, og uddannelsesinstitutionerne er lukkede. ”Og er en skole midt i et undervisningsforløb, når eleverne vender tilbage til skolen, vil der selvfølgelig være mulighed for at afslutte forløbet, uden der skal betales for det,” siger Mikkel Frich, der samtidig er i kontakt med undervisningsmyndighederne i Norge, Sverige og Finland, hvor det også forventes, at undervisningsinstitutionerne vil kunne lukke inden for den allernærmeste fremtid.

For de lærere og undervisere, som måtte have spørgsmål og ikke er så skarpe til det digitale, vil tre højt specialiserede undervisere fra henholdsvis KU, AU og DTU stå til rådighed med råd og vejledning.

Dansk platform til 3 millioner peruvianske studerende

Blandt de 48 deltager i edtechdonor.dk er den internationalt orienterede teknologiske uddannelsesvirksomhed CanopyLAB, hvis direktør og medstifter, der tidligere er blevet lavet et portræt af bragt i POV International, og som sammen med EdTech Danmark har taget initiativet til edtechdonor.dk.

Da den danske regeringen besluttede at lukke samtlige uddannelsesinstitutioner, var CanopyLAB allerede i gang med et samarbejde med Undervisningsministeriet i Peru om at lave et digitalt uddannelsesprogram for 3 millioner studerende i det sydamerikanske land, hvor man forventer, at Corona-pandemien først vil slå igennem om tre-fire uger, fortæller CanopyLABs kommercielle direktør, Esben Trier, til POV DenOffentlige.

En ’crash-test’ for danske undervisere

Han siger samtidigt: ”Det her vil kunne blive en ’crash-test’ for danske lærere og underviseres tilgang til den digitale side af undervisningen. Ikke alle lærere er lige godt klædt på til den digitale tidsalder, og der mangler videreuddannelse af lærere på stort set alle niveauer. I folkeskolen og på ungdomsuddannelserne er eleverne meget mere rutinerede inden for den digitale verden og skal ofte hjælpe lærerne, så denne her situation bliver en slags lakmusprøve på, hvordan undervisningssektoren er i stand til at håndtere den digitale udvikling i Danmark, som i forvejen hører til blandt topscorerne på EdTech-området.”

Et skub til de skeptiske og forsigtige

”Den nuværende situation vil kunne være et nødvendigt skub til de mennesker, som er forsigtige og skeptiske i forhold til den digitale udvikling. Det gælder ikke kun for undervisningssektoren, men også mange andre områder som f.eks. ældresektoren, hvor den her krise også kan gå hen og vise noget positivt, som peger fremad,” siger Esben Trier Norden og henviser til, hvordan man f.eks. via facetime og lignende platforme kan kommunikere med de ældre familiemedlemmer, som man af hensyn til smitterisikoen ikke kan besøge fysisk.

Har du yderlige spørgsmål til edtechdonor.dk kan du henvende dig direkte til direktør Mikkel Frich på mikkel@edtechdanmark.dk

Topfoto: Sahra-Josephine Hjorth og Christian Skærm Juul Jensen, grundlæggere af CanopyLAB. Foto: CanopyLAB. 

Banke banke på jokes

Underholdende banke banke på jokes. Yes, de er platte – og af ældre dato, men selvom de ikke helt nyder den samme popularitet som for år tilbage, er det stadig lidt hyggelige og derfor stadig elsket af mange.https://www.dagens.dk/banke-banke-paa-jokes

Emneord: Uddannelse, Københavns Universitet, EdTech Danmark, Mikkel Frich

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også