Danmark er velfærdsteknologiens vugge

Sundhed

02/09/2019 11:00

Lotte Overbjerg

Der bliver ikke medarbejdere nok til fremtidens udfordringer på velfærdsområdet. En del af løsningen kan findes via velfærdsteknologi. Danmark er førende inden for udvikling af velfærdsteknologi, og borgerne er klar til at bruge teknologien.

De fleste danskere er indforstået med, at flere opgaver på sundheds- og plejeområdet fremover understøttes af teknologi. Medicin bliver doseret af en maskine, en elektronisk seng vender de ældre om natten, og sensorer våger over svagelige borgere i eget hjem. Generelt er danskerne positive over for et mere teknologisk sundhedsvæsen, viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for it-virksomheden Atea. 

Seniorkonsulent Søren Parmar-Sielemann fra teknologiklyngen Welfare Tech er enig. 

- Vi har stor efterspørgsel fra virksomheder, der ønsker støtte til at udvikle teknologiske løsninger til sundheds- og plejesektoren. Ligeledes ser vi en tydelig efterspørgsel fra det offentlig efter løsninger, der giver bedre behandlinger, pleje eller mere selvhjulpne borgere, siger Søren Parmar-Sielemann.  

Borgere og patienter vil gerne teste  

Danmark er det helt rette sted at udvikle teknologi til sundheds- og velfærdsområdet, mener en af Welfare Techs cirka 200 medlemmer, Public Intelligence. 

- Der udvikles mange gode ideer til velfærdsteknologi her i landet. Både det offentlige og borgerne er ivrige efter at stille sig til rådighed, når løsninger skal testes og udvikles, fortæller direktør Peter Julius.  

Hvad er DenOffentlige for et medie?

Læs om, hvad der sker på DenOffentlige, og få ideer til, hvordan du kan være med.

Vi samler artikler om og fra DenOffentlige lige her.

Public Intelligence er et innovationshus, der samarbejder med bl.a. virksomheder og universiteter om at skabe teknologiske løsninger til velfærdsområdet. Public Intelligence har testet eller implementeret løsninger i samarbejde med flere end en tredjedel af de danske kommuner. 

- Samarbejdet med kommunerne er uundværligt. En stor del af de løsninger, vi udvikler, er målrettet den kommunale hjemmepleje, og det er heldigvis ikke svært at få borgere, patienter og pårørende til at deltage i test af nye produkter. Desuden er de offentlige institutioner opmærksomme på, at der er behov for løsninger, der kan frigive nogle af de varme hænder til andre opgaver, siger Peter Julius.  

Han arbejder i øjeblikket med bl.a. en seng, der via en vægt kan analysere brugeres tilstand.   

Plejepersonalet bliver teknologi-parate  

Når en teknologisk løsning er testet og tilpasset, skal den implementeres som arbejdsredskab. Ifølge direktør på Social- og Sundhedsskolen Syd, Lotte Dalegaard Pedersen, buldrer de velfærdsteknologiske løsninger frem på sosu-assistenter og sosu-hjælperes arbejdsområde.  

For at sikre, at de kommende medarbejdere er klar til den nye teknologiske virkelighed i plejesektoren har skolen og fire sønderjyske kommuner som de første startet en ny uddannelse til social- og sundhedsassistent, der kaldes Digi-Tech.  

- Den nye Digi-Tech-uddannelse giver kommende medarbejdere de teknologiske forudsætninger, som kommunerne vægter højt, fordi ibrugtagningen af velfærdsteknologi og digitale løsninger går hurtigt, fortæller Lotte Dalegaard Pedersen.  

Samarbejde sikrer viden  

Welfare Techs medlemmer arbejder alle på at forbedre sundheds- og plejesektoren via teknologi. Welfare Tech er netop blevet belønnet med EU-kommissionens guldcertificering for bl.a. at skabe godt netværksarbejde mellem virksomheder, vidensinstitutioner og det offentlige.    

Ifølge Søren Parmar-Sielemann skal udviklingen af velfærdsteknologi netop ske via innovationsprojekter, hvor flere parter samarbejder.  

- Vores medlemmer er dygtige til at udnytte hinandens kompetencer. I øjeblikket kører vi flere forløb i projektet VIND - VelfærdsInnovation med Nyttige Data, hvor bl.a. DataGruppen MultiMed A/S tester en digital visualisering af plejeforløbsplaner, fortæller Søren Parmar-Sielemann. 

Tidligere har Welfare Techs medlemmer i projektet Patient@home bl.a. udviklet programmer til skrivehjælp til sundhedspersonalet, apps til patienter med knogleskørhed og udstyr til bedre medicinhåndtering. Virksomheden Boblberg.dk tilbyder et digitalt sundhedsfællesskab, der nu anvendes i 30 kommuner, og virksomheden Life-Partners A/S kan dokumentere, at deres kommunikationssystem giver 60% af medarbejderne en bedre og mere forenklet kommunikation med borgerne. 

- Fælles for de ovenstående eksempler er, at samarbejde mellem erhvervslivet og det offentlige giver vores medlemmer uvurderlig indsigt og viden til at tilpasse deres løsninger til kravene i fremtiden. Det er der behov for, når vi skal møde fremtidens udfordringer på velfærdsområdet, siger Søren Parmar-Sielemann. 

Denne artikel blev bragt i tillægget ‘Fremtidens sundhedssektor’ i Jyllands-Posten 27. august 2019. 

Illutration: Pixabay.com 

Mest Læste

Annonce