Hvordan skaber vi et fællesskab i skolen, der er for alle børn?

Debat efterlyses: Hvordan skal alle børn trives?

Mange unge lider af psykiske problemer og debatten om inklusion er central. Blogger Anders Dinsen efterlyser et nyt fokus i debatten.

Det er os voksne, der skal spørge os selv om, hvad der skal til for at børn kan trives.

Og det er dét spørgsmål vi skal diskutere betydningen af og søge svar på gennem debatten om inklusion og børns og unges trivsel.

For først når vi voksne tager ansvar for, at finde svarene kan vi løse de grundlæggende problemer for børn, der lider af svær mistrivsel.

 

Mistrivsel er alles problem

SFI's velfærds- og trivselsundersøgelse for børn og unge dokumenterer, at blandt de 15-19 årige i 2013 var 14%, der havde en psykisk lidelse, 6% der led af spiseforstyrrelse og 23% der havde brug for psykologbistand. Læs rapporten her.

Når børn får alvorlig mistrivsel, så er der selvfølgelig brug for hurtig og god behandling: Psykiatri og de sociale systemer skal spille bedre sammen, der skal kapacitet i systemerne og behandlingen skal være evidensbaseret og god.

Men behandling er ikke hele løsningen og problemet kan ikke isoleres. Problemet skal grundlæggende løses af os alle.

Alt for mange unge går glip af en ungdom på lignende vis som min søn Frederik har brudt et tabu om og fortæller om i sin film om psykose.

Den gode nyhed er, at tegnene på de alvorlige trivselsproblemer som alle børn og unge kan risikere at få, tit kan ses længe før de bryder ud.

 

Tidlige tegn på problemer

Frederik havde indre og ydre problemer allerede de første år i skolen: Tics, hovedpine, mavepine, og forskellige sociale trivselsproblemer.

Undervejs mente nogle, at han var en helt almindelig dreng man ikke skulle gøre for meget ud af. Der blev stillet flere krav til ham, krav, der var med til at udløse hans sygdom.

Hans historie er et eksempel på, at vi som velfærdssamfund er nødt til at tænke grundigt over, hvordan vi bedre kan forebygge børn og unges psykiske mistrivsel.

  • Er det fornuftigt at stille flere krav til børn, der har det svært, i håb om at de vokser sig stærke?
  • Eller skal vi hellere beskytte dem straks vi har mistanke om, at der er noget i vejen?
  • Eller er der måske en helt tredie vej?

 

Folkeskolen er rammen

Skolen spiller en afgørende rolle i alle børns liv.

Det er i skolen børn er sammen om at udvikle sig, men det er også i skolen de viser de første tegn på at de ikke har det så godt som de kunne have det.

Og hvis vi skal sætte fokus på det, så undgår vi ikke at tale om inklusion.

For løsningen er jo ikke at tage alle børn med adfærdsproblemer ud af skolen for at give dem specialiceret behandling i psykiatrien og de sociale systemer. Det ville være vandvittigt dyrt, men det vil med stor sikkerhed også gøre problemerne værre.

Automatreaktionen på børns adfærdsproblemer må hverken blive, at vi ekskluderer dem fra fællesskabet - eller overdænger dem med krav de ikke kan leve op til.

Uanset om vi gør det i den bedste mening, så har vi nemlig i så fald skabt mekanismer, der medfører endnu flere og alvorligere problemer. Skolen er et spejl af det omgivne samfund og vi ender ultimativt med et ekskluderende samfund, hvor svage skilles fra de stærke, hvis vi gør det.

 

Målet er trivsel og læring

Jenny Bohr er konsulent, forfatter, foredragsholder, specialist i specialpædagogik og medlem af ADHD-foreningens hovedbestyrelse. Hun er en af dem i Danmark, der arbejder aller mest hands-on med inklusion gennem sin rådgivning af forældre, skoler og hele forvaltninger, foredrag og kurser og sit arbejde med børn, der har adfærds- og trivselsproblemer.

For nylig stillede jeg Jenny følgende spørgsmål: Hvis inklusion handler om alle børn, hvordan hjælper vi så dem, der mistrives og dem som ikke lærer det de kan lære?

Bohr: ”Inklusion er i mine øjne ikke en metode, det er et menneskesyn. Derfor er det vigtigt at skoler og institutioner arbejder med deres menneskesyn. Først når alle tænker at børn gør det godt når de kan… så vil de voksne automatisk forstå, at når nogle børn ikke gør det godt, eller ikke trives, så må de voksne justere på deres almene praksis.”

Og videre:

Bohr: ”Så længe der er børn der ikke trives, så er vi ikke nået i mål. De voksne må spørge sig selv om hvad der skal til for at alle børn kan trives og så må de udvikle deres måder, deres kommunikation, deres rammesætning osv. Så deres almene praksis, tilgodeser alle børns behov. De må justere på krav og forventninger, således at alle børn, har forskellige mål og sammenlignes med sig selv (ikke med de andre) således at den udvikling der sættes i værk, er den udvikling og læring som er mulig for hvert enkelt barn. Gennem fællesskabet og den almene praksis.”

 

Hvilken debat skal der så til?

Jenny Bohrs ord viser, at debatten skal have en ny vinkel.

For de fleste synes optaget af kampen mod inklusion som spareøvelse og dermed gøres inklusion til selve problemet.

Så ender debatten med at gå langt udenom det, der burde være i fokus, nemlig at der er for mange børn, der har det rigtig skidt.

Inklusion er et menneskesyn og en praksis, der tilgodeser alle børns behov.

Ikke bare de mange børn, der er ens på så mange måder, de mange børn, der faktisk klarer sig og har det rigtig godt, de mange børn, der gør det godt.

Og heller ikke kun de børn, der har adfærdsproblemer: Skolevægring, udadreagerende adfærd, tristhed, træthed, daglig mavepine, angst. De børn, der gør deres bedste, men alligevel ikke når de samme mål som alle andre.

Inklusion handler om alle børn og ansvaret for inklusion ligger derfor hos alle voksne. Lærere, pædagoger, skoleledelse, forvaltning, politikere - og forældre, ikke mindst!

Det er os voksne, der skal spørge os selv og hinanden om, hvad der skal til for at lave fællesskaber, hvor alle børn kan trives.

Anders Dinsen på DenOffentlige.dk Mange af mine bedste venner er mennesker på kanten: Handicappede, udsatte og sårbare, der har brug for velfærdssamfundets hjælp og støtte for at tage det afgørende medansvar for samfundet, sin...
Aktivitet: Artikler: 44 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 24.02.15 Agnethe Svendsen
    Børns Trivsel.

    Alle børn har krav på en tryg og god barndom, det kræver at forældreansvarsloven skrottes, og alle børn skal være der vor de føler sig trygge.
    Mange børn har ikke faste rammer, forældre er for lidt sammen med deres børn, derfor er det institutionerne der opdrager børnene.
    En vigtig ting,stilhed i skoletimerne, burde være en selvfølge, mange børn med inklusionen nu, lider under den larm hele dagen, en lærer skal kunne ringe til forældre og bede dem hente deres barn, hvis det laver uro i klassen, det vil give bedre og klogere børn.Udenfor kan de jo bare larme.
    At besøge en skole eller børnehave i dag, kan være en udfordring for dine ører.
    Godt og trygt børneliv - men også faste rammer.

  • 18.02.15 EQ Dorte Erlingsson
    Det personlige samfund - Det personlige ansvar

    Danmark kan ses som en virksomhed. Vi har nogle topleder = politiker på Christiansborg. Så har vi nogle mellemleder det er kommuneren og så er der os borger.
    Jeg tror de fleste ved, at en virksomhed afspejler deres topleder.
    Jeg tror ikke der er ret mange virksomheder der ville eksistere, hvis deres leder skulle kæmpe om at styrer og bestemme. Den kamp og det sprog der bruges i den kamp, har en afspejling på resten af vores samfund. De kalder det godt nok Ytringsfrihed, og det står i grundlovet. Ja, men dengang grundloven blev lavet, havde mennesker også en ære i ikke falde så dybt, at de mistede værdigheden /etik.
    Det er så det vores børn vokser op i. Så du har ret i, at vi voksen må tage os selv alvorlig og se hvad vi sender ud.

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også