Husker du hjemløse Daniel, som døde på gaden (link), selvom seks forskellige borgere ringede til alarmcentralen på tre kvarter? Han blev kun 33 år, og det viste sig, at det ikke var den eneste sag, hvor der ikke kom hjælp til en udsat (link).
Daniels dødsfald gav derfor en efterfølgende nødvendig politisk debat om, hvordan vi reagerer på udsattes nødråb. Undertonen var, at de oftere blev ignoreret, netop fordi de er udsatte. (evt. link)
Men den tragiske sag om Daniel er desværre også et eksempel på, hvordan udsatte bruger sundhedsvæsenet. Ifølge en rapport fra Socialt Udsatte (link) bruger de akutydelser som fx skadestuer i langt højere grad end gennemsnitsbefolkningen, mens de underforbruger specialiserede sundhedsydelser som speciallæger og terapeuter.
Med andre ord, så ser lægen først den socialt udsatte borger, når der er et alvorligt sammenbrud i hans helbredstilstand – og sjældent der, hvor hans tilstand kan forebygges. Rådet for Scoailt Udsatte påpeger, det giver en enorm ulighed i sundhed - den udsattes omtumlede livsstil og manglende omsorg for helbredet gør, at de lever hele 19 år kortere end gennemsnitsbefolkningen og med langt sværere sygdom undervejs. (du taler til flere vælgere ved at sætte tal på, hvad det koster samfundet)
En sundhedspolitik på udsattes præmisser
Så hvad kan vi gøre anderledes, hvis vi skal bekæmpe uligheden? (spørgsmålet er overflødigt men godt for skriveprocessen :-)
Vi ved, at social udsatte ofte har en blanding af svære sociale problemer som fx en sindslidelse, misbrug, hjemløshed, prostitution og fattigdom, ligesom de tit heller intet netværk har (kildelink?). Når man dertil lægger, at de sjældent kender deres rettigheder – heller ikke i sundhedssystemet – og heller ikke har ressourcerne til at være den gode patient, når der er krav om stabilitet og evne til at følge en behandling, møde op eller forstå lægens råd, skal der noget andet til, hvis vi skal give udsatte reel adgang til sundhed.
Mener vi adgangen til sundhed for alle alvorligt, må vi altså ændre vores tilgang. Det er ikke en umulig opgave, da Danmark er et land med stor viden og mange ressourcer på sundhedsområdet (ja, det har du lige vist. Overflødigt.). Et af midlerne er socialsygeplejerskerne (nu bliver det konkret, hvis du altså stadig har læseren med). Måske en ide at indlede med det og mere konkret), som nogle få kommuner har ansat. Min pointe er, at det initiativ bør udbredes til hele landet.
Jeg har været så heldig (heldig?) af følge arbejdet for en socialsygeplejerske, og det slår mig hvor vigtigt, det arbejde er (så du skal altså ud i virkelighed, før du reflekterer?). Hun tager bl.a. rundt på værestederne og møder de udsatte, der hvor de er. Her skaber hun kontakten til dem, og når hun møder dem, har de ofte i længere tid overhørt kroppens signaler, og derfor har de KOL, hepatitis, dårlige tænder eller brækkede knogler, som ikke i behandling. Gennem helt klassisk tillidsopbyggende arbejde formår socialsygeplejersken at få de udsatte til at fortælle de om symptomerne. Hun får altså en hel anden mulighed for at gribe ind, før noget udvikler sig til en akut indlæggelse. (og det betaler sig, fordi?)
Socialsygeplejersken er der også for de udsatte, når kontakten til sundhedsvæsenet skal skabes, hun følger dem til undersøgelse, kommer på besøg under indlæggelsen og oversætter lægens sprog, ligesom hun gerne banker på døren, når hverdagen melder sig og hjælper med at minde om, at det er vigtigt at tage sin medicin.
Socialsygeplejersken er et første skridt til bekæmpelse af uligheden i sundhed, fordi hun er et sundhedstilbud på de udsattes præmisser. Ifølge en evaluering af Region Hovedstadens ordning i seks kommuner "er der klare eksempler på, at ordningen har har skabt mere lighed i sundhed," l(kildelink?) igesom den har forbedret indlæggelsesforløbene for de udsatte. Ordningen bør derfor være et lovkrav (hvordan?)
Næste skridt skal være uddannelse af sundhedspersonalet, så de reelt forstår denne gruppe af borgere, der kan være svære at håndtere i det eksisterende sundhedssystem. Det nytter ikke noget at stikke udsatte en pjece med ”Regelsæt for indlagte stofmisbrugere” (findes den, så et link? - ja, den kunne være interessant at citere fra for at vise pointen) – hvis den overhovedet bliver læst, er den helt sikker glemt i det øjeblik, abstinenserne melder sig.
Der er altså indlysende muligheder for at gøre noget for en samfundsgruppe, der sjældent har ressourcer til at kræve deres ret. Og i min optik har vi en forpligtigelse til at gøre det, fordi det bør være et politisk mål, at sundhedsydelserne ikke kun foregår på de ressourcestærkes præmisser. Og sidst men ikke mindst skal Daniels skyld (?) ikke være forgæves - han skal minde os om, at akuthjælp ikke skal være normen. Det skal den helbredende indsats.
(du har forklaret fint, hvad socialsygeplejersken gør og hvad det kan betyde for udsatte, men ikke argumenteret særlig stærkt for, at det er en central del af den sociale kontrakt. Når du henviser til et velfærdssystem på de ressourcestærkes præmisser, så rammer du et hovedproblem ved udviklingen i velfærdsmodellen de senere år - at den er blevet tilpasset middelklassen, mens udsatte grupper svigtes. Der er med andre ord ikke rigtig noget, der viser dig som en stærk kandidat i forhold til enhver anden, der vil fokusere på udsatte. Du træder ikke igennem som en kandidat, der vitterligt vil kæmpe den kamp, så læseren kan lige så vel sidde tilbage med indtrykket af, at der her er en kandidat, der tilfældigvis har hørt om socialsygeplejersker og så mener hun at det er godt. Underforstået: Hvad bliver så det næste, du tilfældigvis hører om og er "heldig" at få indsigt i)
