Foto: Shutterstock

Der er stadig influenzavaccination på apotekerne

Sundhed

07/01/2021 10:28

Theis

Det er stadig muligt at blive vaccineret mod influenza på mange af landets apoteker. For risikogrupperne er tilbuddet om vaccination gratis frem til 15. januar.

”Nåede du ikke i efteråret at blive vaccineret mod influenza?” Sådan lyder spørgsmålet i disse dage på mange apoteker, der stadig har vacciner på lager. Og man kan fortsat nå at få det årlige prik mod influenza, for fristen for gratis vaccination udløber først om 8 dage.

Vaccinationen er et tilbud til alle. Det koster ikke noget, hvis man enten er fyldt 65 år, er gravid, eller hvis man lider af visse kroniske sygdomme såsom astma, KOL, hjerte-kar-sygdomme og diabetes.

Mange har allerede sørget for at få vaccinen, og apoteker Jesper Gulev Larsen, der er formand for Danmarks Apotekerforening, glæder sig over, at vaccinationsraten er ekstraordinært høj i år: Mere end 70 procent af alle +65-årige har ladet sig vaccinere. Han påpeger dog, at tallene også viser, at der stadig er personer i risikogruppen, som ikke har fået det gjort endnu.

Opfordring til influenzevaccination

”Dem vil jeg gerne opfordre til at gå på apoteket og blive vaccineret. I år er det ekstra vigtigt med vaccination, da vi alle er i risiko for at få corona, og da det vil forværre sygdomsforløbet, hvis man er uheldig at få influenza samtidig med. Desuden sender influenza hvert år mange på hospitalet, og vores sundhedsvæsen er i forvejen rigeligt belastet af corona-patienter.”

Han tilføjer, at de nye krav om at holde to meters afstand for at forhindre coronasmitte ikke påvirker muligheden for at blive vaccineret. Apotekspersonalet vil anvende værnemidler, og man bliver bedt om at anvende mundbind.

Hvis man gerne vil være sikker på ikke at gå forgæves, har apotekerne i denne sæson udarbejdet et  virtuelt Danmarkskort, hvor man kan se, hvilke apoteker der har influenzavacciner på lager. Kortet på www.apoteket.dk opdateres dagligt, så borgeren kan se, hvor der er en aktuel vaccinationsmulighed for influenza. Ofte behøver man ikke bestille tid, men kan komme forbi i åbningstiden og eventuelt få det klaret, når man alligevel er på apoteket for at hente medicin. 

Husk i øvrigt, at det også er muligt for borgere uden for risikogruppen at blive vaccineret mod betaling. Det kan være relevant for mange - herunder pårørende til kronikere.

Mest Læste

Annonce