Foto: Dansk Industri

DI: Vi skal booste crowdfunding i Danmark

16/11/2020 10:54

Theis

Det går for langsomt med at udbrede crowdfunding til finansiering af iværksættere og SMV’erne i Danmark. Det mener Dansk Industri, som nu opfordrer politikerne til at kigge på love og regler, som spænder ben for, at flere iværksættere og små virksomheder kan benytte crowdfunding til at finansiere gode ideer med.

"Der er i Danmark et kæmpe potentiale for at skabe et match mellem iværksætteres kapitalbehov og de private investorer. Og der er i den grad brug for det her under coronakrisen. Med målrettet politisk handling, der fjerner eksisterende benspænd, kan vi skabe flere succesrige iværksættere med bæredygtige løsninger og samtidig styrke investorkulturen i Danmark, så endnu flere får mod på at starte ny virksomhed," siger chef for Iværksætteri og SMV-politik i DI, Lars Holm Nielsen.

Crowdfunding vinder frem over alt i verden og er en måde at skaffe kapital på til projekter og gode ideer. som. Det er særligt udbredt i USA, og foregår typiske via crowdfunding-platforme på nettet, der giver private investorer muligheder for at skyde penge i f.eks. iværksættere. I Danmark kniber det især med at få gang i crowdfunding med aktier, hvor investorerne stiller kapital til rådighed mod at tage medejerskab i et selskab.

"Vi opfordrer til at fjerne de benspænd i lovgivningen, der reelt gør det umuligt at lave aktiecrowdfunding, hvor private investorer skyder penge i iværksætterselskaber mod at få en ejerandel. I dag kan du ikke lave aktiecrowdfunding, hvis du er et ApS, hvilket er langt den mest udbredte form for selskab blandt iværksættere, efter at IVS’erne blev afskaffet," siger Lars Holm Nielsen.

De forskellige former for crowdfunding er i vækst i Danmark, og stadig flere platforme på nettet tilbyder crowdfunding. Alligevel er Danmark fortsat bagud i forhold til mange andre lande, som vi normalt sammenligner os med. Derfor kommer DI nu med en række anbefalinger, som skal øge udbredelsen og kendskabet til crowdfunding i Danmark.

"Mere crowdfunding kan være med til at skabe vækst og nye arbejdspladser – ikke mindst i områderne uden for de store byer -  og det kan give flere iværksættere blod på tanden til at udvikle nye løsninger, som vi skal bruge til den grønne omstilling," siger Lars Holm Nielsen.

DI foreslå bl.a. også at der udarbejdes en analyse af barriererne for at udbyde aktiecrowdfunding i Danmark, samt af hvordan man kan gøre det nemmere at benytte crowdfunding.

"Vi mener også, at skattereglerne bør ændres. I dag betaler investor skat af sin ejerandel i et selskab hvert år, i stedet for når en eventuel gevinst realiseres ved salg. Det bør efter vores mening ændres, så man kun betaler skat af en realiseret gevinst. Beskatning af ikke-realiserede gevinster er gift for ønsket om at få flere til at investere i de bæredygtige startups," siger Lars Holm Nielsen.

Endelig foreslår DI at undersøge mulighederne for at anvende midler fra private pensionsopsparinger og fra virksomhedsskatteordningen til låne-og aktiecrowdfunding-platforme.

Mest Læste

Annonce