Dimensionering – nu med forbedringer

Uddannelsesministeren justerer nu den kritiserede dimensioneringsplan for de videregående uddannelser med bl.a. en længere indfasning. Det glæder FTF, at der nu bliver bedre tid til at tilpasse optaget og til at udvikle større udbud af kandidatuddannelser, der rammer behovene på arbejdsmarkedet.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen lægger nu op til, at de videregående uddannelsesinstitutioner får fire i stedet for tre år til at indfase den såkaldte dimensioneringsplan, der har affødt kritisk debat.

Bl.a. har FTF været stærkt bekymret for, at færre antal studiepladser på universiteterne vil udelukke professionsbachelorer fra at tage en kandidatuddannelse.

FTF's formand Bente Sorgenfrey glæder sig over, at uddannelsesministeren har lyttet til nogle af de indvendinger og bekymringer, som dimensioneringsmodellen har givet anledning til.


"En længere indfasning vil give bedre tid til at tilpasse optag på bachelorniveau og til at udvikle et større udbud af kandidatuddannelser, der matcher arbejdsmarkedets kompetencebehov i fremtiden", siger hun.

Bente Sorgenfrey glæder sig også over, at ministeren har lavet en såkaldt fleksibilitetsgaranti på ti procent. Garantien betyder, at retskravsbachelorer i en overgangsperiode (2017-2019) ikke kan komme til at blokere helt for optag af fx professionsbachelorer og udenlandske studerende på dimensionerede kandidatuddannelser.

Professionsbachelorer risikerer stadig at blive holdt ude 
Samtidig lægger ministeriet op til, at studerende uden retskrav på en kandidatuddannelse - dvs. professionsbachelorer, internationale studerende og bachelorer fra andre universiteter - kommer til at fylde forholdsmæssigt en tredjedel mindre på de dimensionerede uddannelser i fremtiden. Bente Sorgenfrey peger på, at professionsbachelorer udgjorde 11 procent af de studerende, der i 2013 blev optaget på kandidatuddannelser.

"Selvfølgelig vil også professionsbachelorernes videreuddannelsesmuligheder blive påvirket af dimensionering. Det er svært at forudse konsekvenserne præcist, og derfor er der grund til at være meget opmærksom på, at der ikke sker en skævvridning af optagelsesmønstret. Jeg forventer, at ministeriet også holder nøje øje med udviklingen og adresserer den i de kommende udviklingskontrakter med universiteterne", siger hun.

Mulighed for flere pladser på kandidatuddannelser 
Den forlængede overgangsperiode, som uddannelsesministeren nu vil indføre, skal ifølge ministeriet give universiteterne bedre muligheder for at øge optaget og antallet af studiepladser med bedre jobudsigter. Det indgår desuden i den reviderede model, at institutionerne kan indgå aftaler om at omfordele dimensioneringen på tværs af institutioner og uddannelser.

"Det er rigtig godt, at dimensioneringen giver mulighed for at oprette flere studiepladser. Jeg vil meget kraftigt opfordre til, at der også tænkes i at udvide med kandidatuddannelser, som er relevante for professionsbachelorer. Der er brug for højt kvalificerede kandidater, som kan bidrage til den faglige udvikling af professioner og erhverv på basis af et solidt og opdateret videngrundlag ", siger Bente Sorgenfrey.

Hun pointerer at der er brug for en tæt dialog mellem professioner og universiteter om udvikling af uddannelser og studiepladser.

 

 

Emneord: FTF, Uddannelsesområdet, Uddannelsesinstitutioner, Folkeskolereformen
FTF på DenOffentlige.dk FTF er 450.000 danskere...
Aktivitet: Artikler: 86 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også