Forside Dyr Dødelig virus fundet blandt danske solsorte: Sådan kan du holde...

Dødelig virus fundet blandt danske solsorte: Sådan kan du holde øje med den

Koltrast, solsort
Michal Masik / Shutterstock.com

Virusen er efter mere end et halvt år uden dokumenterede dødsfald blevet dokumenteret på ny.

Lige nu læser andre

Efter mere end et halvår uden dokumenterede dødsfald på grund af usutu-virus blandt Danmarks solsorte har Statens Serum Institut (SSI) i samarbejde med Københavns Universitet på ny konstateret den dødelige virus, som sidste efterår forårsagede massedød blandt drosler i Nordvesteuropa.

En ung han-solsort og en ung hun-solsort, der er fundet døde i Storkøbenhavn, er bukket under på grund af den myggeoverførte virus.

Det fortæller Dansk ornitologisk forening i en pressemeddelelse.

“Det er ikke til at sige, om vi nu vil opleve noget tilsvarende som i 2024, da vi påviste usutu-virus i 56 solsorte ud af i alt 85 døde solsorte, der blev undersøgt. Vejret er anderledes i år end i 2024, der var det næstvådeste og næstvarmeste år, der nogensinde er registreret, og derfor et ekstraordinært godt myggeår. Det gav gode betingelser for spredning af usutu-virus,” siger Ann Sofie Olesen, seniorforsker hos afdeling for Virologi & Mikrobiologisk Beredskab, Statens Serum Institut (SSI).

Nedtur for Danmarks solsorte

I efteråret 2024 forårsagede usutu-virus, som især går ud over drosler og kragefugle, en markant tilbagegang for Danmarks mest almindelige fugl, solsorten. DOF BirdLifes fugletællinger afslørede væsentligt færre solsorte i Danmark i andet halvår af 2024 sammenlignet med de foregående år.

Læs også

DOF BirdLife modtog i sensommeren og efteråret 2024 langt over 1.000 indberetninger fra borgere og myndigheder, der havde set syge eller døde solsorte. De mange indberetninger blev henvist videre til Patologivagten på Københavns Universitet og Statens Serum Institut, som satte navn på dødsårsagerne.

Bedømt ud fra fugletællinger og indberetninger om døde drosler, skønnede DOF BirdLife, at over 100.000 danske solsorte døde i løbet af få måneder i sidste halvdel af 2024.

De aktuelle fund og to solsorte døde af usutu-virus giver anledning til øget opmærksomhed omkring problematikken.

Grund til at holde ekstra øje

“DOF BirdLifes tællinger af de almindelige danske fugle viser, at vores bestand af solsorte tilsyneladende er kommet sig efter sidste efterårs udbrud af usutu-virus. Der har været en god ungeproduktion i denne ynglesæson. Men vi har fået aktuelle henvendelser fra borgere, som har set syge og svækkede solsorte, så det er vigtigt at holde øje med situationen og sende døde fugle ind til analyse,” siger Knud Flensted, der er biolog i DOF BirdLife.

Varme og regn giver flere myg

Usutu-virus er verden over påvist i 93 fuglearter og i Europa i mindst 58 fuglearter, oplyser Ann Sofie Olesen.

Læs også

“Langt de fleste fuglearter, som er konstateret smittet med usutu-virus, udvikler ikke sygdom. Men særligt solsorte og visse sangfugle og rovfugle er følsomme over for infektionen, og de kan udvikle neurologiske symptomer, hvor de bliver apatiske eller har svært ved at styre deres bevægelser og måske falder ned, når de forsøger at flyve. I efteråret 2024 blev der i Danmark også konstateret usutu-virus i en rød glente og i to store flagspætter. Også mennesker og andre pattedyr kan via inficerede myg få usutu-virus, men langt de fleste smittede får kun milde eller ingen symptomer,” siger Ann Sofie Olesen.

Det er vanskeligt at påvise de aktuelle klimaændringers betydning for en øget spredning af usutu-virus, men højere temperaturer og øget nedbør kan påvirke insektlivet og dermed have betydning for spredning af sygdomme, som overføres med insekter fra Sydeuropa eller Afrika.

“Vi så et meget højt antal fuglemyg i Danmark i løbet af sensommeren 2024 i forhold til de tidligere år. Og efteråret var generelt varmt. Det er nærliggende at kæde lunere vejr og et stigende antal insekter sammen med det voksende antal tilfælde af usutu-virus,” siger Ann Sofie Olesen.

Også mennesker kan blive syge

DOF BirdLife opfordrer danskerne til fortsat at holde et vågent øje med især drosler og kragefugle og indsende døde individer til obduktion og videre analyse for usutu-virus.

Husk at tage handsker på, når den døde fugl puttes i en plastikpose og postes videre, påpeger veterinærpatologerne.

Læs også

Det er primært personer, der i forvejen har svækket immunforsvar, der er i risikozonen for at blive syge af usutu-virus, men der er ingen grund til at tage chancer. Infektion med usutu-virus kan give influenzalignende symptomer med feber og hovedpine og forårsage udslæt. I sjældne tilfælde kan smitten hos immunsvækkede personer dog medføre hjernebetændelse og meningitis (hjernehindebetændelse).

INDSEND DØDE SOLSORTE:

Finder man døde solsorte, kan man kontakte Faldvildtovervågningen, som overvåger sygdom og dødelighed blandt vilde dyr i Danmark.

Overvågningen er et samarbejde mellem Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Dansk Veterinær Konsortium, som igen er et samarbejde mellem Statens Serum Institut (SSI) og Københavns Universitet.

Faldvildtovervågningen tager sig blandt andet af obduktioner af syge og dødfundne vildtlevende pattedyr og fugle.

Faldvildtovervågningen varetages af Patologivagten på Københavns Universitet.

Læs også

Kan kontaktes på tlf. 93 50 92 80 mandag-torsdag klokken 8.30-16.-00 og fredag klokken 08.00-15.00.

Ads by MGDK