Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Dansk rejsebureau erklæret konkurs

Erhvervsliv

21/11/2023 12:29

J. Bøgen

Hvordan kunderne er stillet kommer an på den enkeltes situation

Erhvervsstyrelsen har besluttet at opløse det mindre rejsebureau, Machete Tours Danmark ApS, der har annonceret konkurs.

Denne beslutning blev bekræftet i Retten i Randers efter, at Erhvervsstyrelsen indledte en tvangsopløsning af selskabet.

Det skriver Avisen.dk.

En del af et større netværk

Machete Tours Danmark ApS, som solgte forskellige rejsepakker til destinationer i Sydamerika, var en del af det større Machete Tours-netværk, der ifølge deres hjemmeside har tilstedeværelse i Peru, Sverige og Norge ud over den danske afdeling.

Den danske filial var beliggende på Tved Bygade i Knebel på Djursland og blev drevet af ægteparret Tine Ansbjerg og Ronald Rengifo Pezo.

Machete Tours blev etableret tilbage i 2001 og havde opbygget en forretning med fokus på rejser til Sydamerika, hvilket gjorde det til et populært valg for rejsende med interesse for denne region.

Ifølge oplysninger offentliggjort af Retten i Randers blev tvangsopløsningen af Machete Tours Danmark ApS bekræftet efter Erhvervsstyrelsens indgriben.

Sådan er kunderne stillet

Hvordan kunderne hos Machete Tours Danmark er stillet efter konkursen kommer an på den enkelte kundes situation.

Hvis du ikke er taget afsted endnu

Hvis rejsebureauet går konkurs, inden du er kommet afsted på din ferie, er det vigtigt at være opmærksom på, om selskabet er registreret i Rejsegarantifonden.

Hvis de er registreret i Rejsegarantifonden, kan du få det beløb, du har betalt, erstattet hos fonden. Du kan dog ikke få penge tilbage for forsikringer, du har købt sammen med rejsen.

Hvis rejsebureauet ikke er registreret hos Rejsegarantifonden, er du ikke dækket, hvis rejsebureauet går konkurs. Du kan være omfattet af en garantiordning i et andet EU/EØS-land. Bed rejseudbyderen oplyse dig om en eventuel garantiordning.

Hvis du er ude at rejse allerede

Hvis rejsebureaet går konkurs mens du er afsted, er det vigtigt at være opmærksom på, om bureauet er medlem af Rejsegarantifonden.

Er de medlem af fonden, kan du som udgangspunkt gennemføre din rejse som planlagt. Det kan dog blive nødvendigt at tage hjem før tid eller flytte til et andet hotel.

Hold dig opdateret på Rejsegarantifondens hjemmeside, hvor de vil oplyse om den pågældende konkurs, og hvordan du skal forholde dig

Bliver din rejse afkortet, eller har du lagt penge ud, kan du anmelde dit krav til Rejsegarantifonden på borger.dk.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Mest Læste

Annonce