Succesen efter første møde får nu Jobcenter Ikast-Brande til at invitere virksomheder til et nyt morgenmøde. Foto: Shutterstock
Succesen efter første møde får nu Jobcenter Ikast-Brande til at invitere virksomheder til et nyt morgenmøde. Foto: Shutterstock

Nyt virksomhedsnetværk ser dagens lys i Ikast Brande Kommune

Erhvervsliv

19/5/22 7:49

Jens Asbjørn Bøgen

Ikast Svømmecenter kommer til at danne rammen om et morgenmøde for virksomheder sammen med Jobcenter Ikast-Brande

Jobcenter Ikast-Brande følger op på succesen og inviterer til endnu et morgenmøde for virksomheder i Ikast Svømmecenter torsdag den 9. juni 2022 kl. 7.30-9.30.

Her sættes igen fokus på virksomheder med udenlandske medarbejdere, der har behov for at blive bedre til at tale dansk. På det første møde var der stor interesse for at høre om virksomheders erfaringer med at sætte det danske sprog på dagsordenen. Der var også et ønske om at starte et virksomhedsnetværk, så danskundervisningen kan foregå lokalt ved at virksomhederne går sammen om at samle de 12 deltagere, der skal til for at starte et hold.

Jobcentret har lyttet, så udover flere spændende indlæg fra de virksomheder, der griber udfordringen med at få et fælles sprog, skydes et virksomhedsnetværk i gang denne dag.

På mødet kan virksomhederne desuden se frem til at få masser af nyttig viden om de praktiske ting, de skal være opmærksomme på, når de ansætter arbejdskraft fra udlandet.

"I jobcentret arbejder vi hver dag på at sikre virksomhederne adgang til kvalificeret arbejdskraft. Det her er vores nyeste tiltag, og vi er glade for at flere virksomheder allerede er begejstrede. Vi ved nemlig, at det kan være svært for virksomheder, i alle størrelser, at finde rundt i bl.a. tilskudsregler og muligheder for sprogopkvalificering. Det hjælper vi gerne med, så virksomhederne fortsat kan vækste," siger Charlotte Gye Sørensen, Arbejdsmarkeds- og borgerservicechef i Ikast-Brande Kommune.

Annonce