Foto: Shutterstock

EU bør forbyde gruppe af problematiske stoffer

Som den første industriorganisation støtter DI, at EU forbyder grupper af kemiske stoffer, hvis de er skadelige for mennesker og miljø. I dag bliver stofferne vurderet enkeltvist, inden de bliver forbudt, og det tager årevis per stof.

Konkret foreslår DI, at EU forbyder ikke-nødvendig brug af PFAS-forbindelser, der af nogle bruges i muffinforme, regnfrakker og elektronik.

PFAS-forbindelser (poly- og perflouralkylstoffer) virker vand- og fedtafvisende, og de er blevet brugt i utallige produkter siden 1960’erne. Omfattende undersøgelser har dog bekræftet mistanken om, at stofferne er stærkt hormonforstyrrende og bliver ophobet i miljøet.

"Der er ingen grund til at udsætte forbrugerne for den risiko. Der findes i dag alternativer til disse stoffer i næsten alle forbrugerprodukter. Visse steder kan det dog være nødvendigt fortsat at benytte stofferne, indtil man har fundet alternativer. Det kan for eksempel være i nogle typer mikrochips og i en produktion, hvor stoffer ikke findes i det færdige produkt," siger miljøpolitisk chef i DI Karin Klitgaard.

EU’s Miljøagentur har estimeret, at de mere end 4.700 PFAS-forbindelser, der er i handlen, fører til helbredsudgifter for mellem 52 og 84 milliarder euro om året.

"Det har enorme menneskelige, miljømæssige og økonomiske konsekvenser, at vi bruger disse stoffer. Og da der er tale om en så stor gruppe stoffer, kan man ikke benytte den kendte tilgang og vurdere hvert enkelt stof, inden man forbyder det. Derfor anbefaler vi et forbud mod en stor del af gruppen af stoffer," siger Karin Klitgaard.

Der har i de senere år været flere frivillige initiativer, hvor producenter og detailhandlen har udfaset produkter med perflourerede stoffer. Og i Danmark bruges stofferne ikke længere i produkter, der er i kontakt med fødevarer.

"Vi ønsker, at så mange produkter som overhovedet muligt skal være fri for stofferne på det europæiske marked. Det kræver et generelt forbud – med visse undtagelser. Vi ved, at europæiske forbud virker. Indholdet af ftalater i blodet hos danske mænd er faldet efter, at stofferne blev forbudt," siger Karin Klitgaard.

Forslaget er en del af det kemiudspil, som DI præsenterer i dag. Det kemiske område er et af de steder, hvor danske virksomheder kan gøre en stor forskel.

"Danske virksomheder er primært brugere af kemi og ikke producenter. Derfor er det naturligt for virksomhederne at gå foran og kræve, at de råvarer og komponenter, som de importerer, er sikre at anvende både for arbejdstagere og forbrugere," siger Karin Klitgaard.

EU-Kommissionen præsenterede i efteråret en kemistrategi med bæredygtighed for øje, som indeholdt et forslag om et forbud mod ikke-nødvendig brug af PFAS.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også