Danmark er ét af de lande i Europa, hvor lønmodtagerne oplever det største tidspres på jobbet og hvor flest belastes af arbejdet med mennesker. ”Med den nye bekendtgørelse bliver det tydeligere for arbejdspladserne, hvordan man håndterer problemer med psykisk arbejdsmiljø som noget fælles på arbejdspladsen. Fx ved at skabe sammenhæng mellem opgaver og ressourcer, så man ikke bliver syg af for stort tidspres”, siger Morten Skov Christiansen. Foto: Shutterstock

EU-Rapport: Danske lønmodtagere psykisk pressede på jobbet

Sundhed

02/11/2020 11:46

Theis

Danmark er ét af de lande i Europa, hvor lønmodtagerne oplever det største tidspres på jobbet. På hele 73 procent af danske arbejdspladser melder de ansatte om tidspres.

Dermed ligger Danmark tredjehøjest i EU – kun overgået af Finland og Sverige. Det viser tal fra Det Europæiske Arbejdsmiljøagenturs nyeste store undersøgelse af arbejdsmiljøet på europæiske virksomheder (ESENER 2019).

Især på social- og sundhedsområdet er den helt gal i Danmark: Her indtager vi en markant europæisk førsteplads i arbejdspres.

På hele 85 procent af danske arbejdspladser inden for social og sundhed oplever de ansatte at arbejde under tidspres. Det er et pænt stykke over alle andre: Norge følger på andenpladsen med en andel på knap 73 procent.

”Målet må være, at Danmark ligger langt bedre om fem år, når den næste EU-undersøgelse kommer”, siger Morten Skov.

Stærkt bekymrende

Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen, finder tallene stærkt bekymrende.

”Det er alarmerende, at Danmark befinder sig i den absolut tungeste ende i Europa. Vi vidste godt, at mange lønmodtagere oplever belastninger i det psykiske arbejdsmiljø. Men det er overraskende, at vi åbenbart ligger blandt de allerdårligste i Europa”, siger Morten Skov.

Han er derfor glad for den nye bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø, som træder i kraft her den 1. november. Bekendtgørelsen handler om væsentlige belastninger i det psykiske arbejdsmiljø, som arbejdsgiverne er forpligtet til at forebygge.

Han håber, at bekendtgørelsen vil skabe et bedre fundament for at forebygge på arbejdspladserne og give bedre dialog og samarbejde om det psykiske arbejdsmiljø.

Arbejdspres skal løses kollektivt

”Hvis vi for alvor skal ændre Danmarks kedelige placering i statistikken, skal vi holde op med at gøre arbejdspres, til et problem, som den enkelte selv skal løse.

Ofte bliver arbejdspres gjort til et spørgsmål om den enkeltes robusthed, hvor løsningen er et kursus i mindfullness eller en tur til psykolog. Det skal vi gøre op med. Og det kan den nye bekendtgørelse være med til”, siger Morten Skov.

Han peger på, at den nye bekendtgørelse netop slår fast, at arbejdspladserne skal forebygge ved at  prøve at finde kollektive løsninger fremfor individuelle.

”Med den nye bekendtgørelse bliver det tydeligere, hvordan man forebygger og håndterer problemer med psykisk arbejdsmiljø som noget FÆLLES på arbejdspladsen.

Fx ved at skabe sammenhæng mellem opgaver og ressourcer, så man ikke bliver syg af for stort tidspres”, siger Morten Skov.

Mest Læste

Annonce